Tunes spildevand skaber problemer
Kommunen vælger at renovere Mosede Renseanlæg, men der er flere scenarier for udledning af Tunes spildevand
Tunes og kommunens øvrige borgere slipper i første omgang for en regning på et stort trecifret millionbeløb til separat kloakering.
Det fremgår i hvert fald ikke af det oplæg, der kommer fra Greve Kommune og KLAR Forsyning, at en separat kloakering indgår i planerne.
I stedet skal Mosede Renseanlæg fastholdes og renoveres, da det vurderes at være ”den mest omkostningseffektive løsning” for Greve Kommunes borgere.
– Miljømæssigt er der imidlertid en række uløste problemer med overløb fra renseanlægget som følge af tilførslen fra det fælleskloakerede område i Tune og store mængder ”uvedkommende vand”. En afskæring af spildevandet fra Tune og tilførsel af dette til Avedøre Renseanlæg bør derfor stadig indgå som en mulighed, skriver forvaltningen.
Alternativ
Alternativt nævnes det, at Mosede Renseanlæg kan dimensioneres til at kunne modtage spildevandet fra en fuldt løbende spildevandsledning fra Tune, også når det regner.
Økonomiudvalget indstiller til Byrådet at Mosede Renseanlæg Renoveres og ønsker desuden ”fokus på forskønnelse”, og at Mosede Renseanlæg kommer til at indgå i et interaktiv læringsmiljø til blandt andet skoler.