Uheld med lykkelig udgang
To TuneBorgere slap begge heldigt fra et færdselsuheld, da de tirsdag kom fra hver sin retning og kørte sammen i krydset Grevevej-Tunevej.
Der kom både ambulance og lægehelikopter til stedet, hvor politiet umiddelbart fik kontakt til en uskadt, 29-årig mand fra Tune.
Han var i varebil kørt mod Greve mod vest, da en modkørende personbil langsomt og vedvarende trak længere og længere over mod modsatte kørebanehalvdel. Trods forsøg på at gøre føreren opmærksom på faren og undvigemanøvre kunne den 29-årige ikke undgå at blive ramt på venstre forskærm af personbilen.
Den anden bil blev ført af en 70-årig mand fra Tune, og ved den foreløbige undersøgelse af ham på uheldsstedet tydede alt på, at han havde fået et ildebefindende under kørslen, og at det var årsag til uheldet.
Den 70-årige var ikke kommet til skade som følge af selve uheldet, men fik den fornødne behandling for sit ildebefindende. Ud fra de pågældende omstændigheder registrerede politiet blot parterne i uheldet.