Tune

Elever gjorde rent efter rotteangreb på Tune Skole

De anvendte klude og svampe med tydelige spor af huller efter rotter. Svampene skulle dog ifølge skolelederen inden være blevet kogevasket

TunePosten fik forleden en henvendelse fra en forælder på Tune Skole, der kunne fortælle, at hendes datter havde været med til at gøre hovedrengøring i hjemkundskabslokalet efter et rotteangreb. Inden havde et skadedyrfirma dog efter sigende rengjort lokalet.

Hun fortæller til TunePosten, at ”Anette Sia Christiansen fra Center for Teknik og Miljø i Greve Kommune, besøgte Tune Skole Højen”:

– Hun så lokalet og var langt fra tilfreds med rengøringen. Hun klagede med det samme til Kiltin, som havde udført arbejdet. Hun var chokeret over at børnene havde gjort rent, hvor lokalet havde den stand…

Madvarer ikke smidt ud

Hun havde derefter givet den besked til skolen, at lokalet først måtte åbnes for ungerne, når det stod 100 procent i orden:

– Desuden bad hun om at alle madvarer skulle smide ud. Det undrer mig, at lokalet er blevet desinficeret, og alligevel var der gemt mad.  Skolen havde fået ok fra Kiltin, men at de beder ungerne gøre rent efter rotterne er ikke ok. Kiltin skal fremlægge rapport over deres arbejde til kommunen, oplyser den pågældende forælder, der håber, at ingen børn er blevet smittet.

Hun peger blandt andet på, at der i lokalet fandtes en beholder til opbevaring af fødevarer, hvor rotterne havde gnavet hun, men at de pågældende beholder ikke var smidt ud.

TunePosten har bedt borgmester Pernille Beckmann om en kommentar til sagen, og samtidig har vi bedt om aktindsigt i den bemeldte rapport fra Kiltin.

Svampe og klude med rottehuller

Skoleleder Vibeke Havre skriver på skolens intranet, at hun er ”bekendt med, at flere forældre har undret sig over, at eleverne på 6. årgang gjorde rent efter rotter i madkundskab”:

– Jeg vil gerne slå fast, at lokalet var rengjort og færdigmeldt af firmaet Kiltin skadedyrsbekæmpelse), så eleverne ikke gjorde rent efter rotter og har ikke været i forbindelse med rotter. Enkelte fortæller, at de skulle røre ved svampe og klude, hvor der var huller efter rotter. Det er korrekt. Men både svampe og klude var kogevasket og kan dermed bruges. Vi har dog smidt dem ud, da vi ikke ønsker at bruge dem…

– Det er helt almindeligt, at eleverne i løbet af året gør lokalet hovedrent, da det også er en del af undervisningen at lære om hygiejne og rengøring i et køkken…

TunePosten forventer at vende tilbage i næste nyhedsbrev med flere oplysninger om sagen, idet vi ikke inden deadline har fået svar fra borgmesteren, der er undskyldt med, at hun først har modtaget spørgsmålet to dage før nyhedsbrevet udkommer.