Erhvervskvinde fra Tune er ny Zonta-formand
Dorthe Tronier har afløst Birgit Lenhard Hansen som formand for Zonta Roskilde.
For den nye formand er det vigtigt, at gøre en forskel for andre kvinder, og derfor mener Dorthe Tronier fra Tune, at Zonta Roskilde er det helt rigtige sted at lægge sine kræfter.
Hun har været medlem af Zonta Roskilde i fem år, og hendes engagement er vokset med årene:
– For at hjælpe andre kvinder til bedre muligheder kræver det en indsats fra os andre, og den er medlemmerne i Zonta Roskilde villige til at yde. Jeg oplever et fællesskab og et sammenhold, hvor vi mødes i en positiv og skabende ånd. Alle kan bidrage med hver deres spidskompetencer, og dermed løfter vi også i flok, hvilket for mig er vigtigt. I Zonta Roskilde har jeg fundet et stort netværk af kvinder, som jeg aldrig havde fået muligheden for at møde andre steder, siger Dorthe Tronier.
Dorthe Tronier bor i Tune sammen med sin mand. Til dagligt arbejder hun som foredragsholder, arrangerer fotoudstillinger, pop-up gallerier, og løser konsulentopgaver hovedsagelig indenfor kulturbranchen.
Zonta Roskilde blev stiftet i 1987 og består af 33 ressourcestærke kvinder, som med deres meget forskellige kompetencer løfter og skaber forandring. når kvinders status på det juridiske, politiske, økonomiske, uddannelses-, sundheds- og erhvervsmæssige område skal forbedres.
Foreningen har 22 klubber i Danmark med cirka 600 medlemmer fordelt på flere end 100 forskellige erhverv. På verdensplan har Zonta flere end 29.000 medlemmer fordelt på cirka 1.160 klubber og 63 lande.