Tune

Oplev Grevegård i miniatureudgave

Grevegård vises nu frem i miniatureudgave på Greve Museum.
Samme dag er der længe åbent i Lokalhistorisk Café.

Onsdag den 9. oktober har Greve Museum aftenåbent til kl. 20. Samme eftermiddag inviterer museet og arkivet til Lokalhistorisk Café kl. 16.30, hvor du kan høre om arbejdet med at bygge Grevegård som model.

Grevegård anno 1916

Tove Palm er en erfaren miniaturebygger. Hun har også tidligere bygget en miniaturemodel af en lejlighed fra Askerød anno 1975 til Greve Museums udstillinger. Så da hun fik til opgave at lave en nøjagtig kopi af Grevegård anno 1916, sagde hun straks ja. Denne eftermiddag vil Tove Palm sammen med arkivar Mikkel Stage fortælle om arbejdet med at bygge en præcis model af gården anno 1916 i miniatureudgave.

Denne eftermiddag kan du altså både høre om, hvordan bamseplys bliver til det fineste stråtag, og hvordan man modellerer små dukker i ler, så de ligner personerne på gården. Samtidig fortæller arkivar Mikkel Stage, hvordan oplysningerne er gravet frem gennem et væld af erindringer, fotografier, kort og meget andet.

I 1916 var soldater indkvarteret på Grevegård. Hør mere om både soldater og gårdens beboere ved foredraget.
Praktiske oplysninger

Arrangementet finder sted på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve, onsdag d. 9. oktober klokken 16.30. Det koster 40 kroner at deltage i arrangementet.

Der er dog som altid gratis adgang for medlemmer af Greve Museums Venner, Greve Lokalhistoriske Forening, Foreningen Valdemar samt Sydkystens Slægtsforskere.

Detalje med vandposten i gården. Her hentede familien vand helt frem til 1960’erne.