Padel på vej til Tune
Ifølge Byrådet ønsker Tune IF at etablere to ”padelbaner” ved TuneHallerne på et areal, som Tune IF formelt set lejer af Greve Kommune.
Foreningen skal søge om byggetilladelse hos Greve Kommune for at opføre padelbanerne, og til brug for ansøgningen skal der vedlægges en ejerfuldmagt fra Greve Kommune som ejer af det areal, der ønskes anvendt til padelbaner.
Nu behøver TuneBorgerne ikke at frygte, at der skal anlægges baner til kajak ved tennisbanerne, for der er forskel på at ”padle” og spille ”padel”
Banen er omgivet af både glas og trådhegn, og begge dele kan bruges aktivt i spillet, der kan spilles både udendørs og indendørs.
Nemmere at komme i gang
Fordelen ved padel er blandt andet, at det umiddelbart er nemmere og hurtigere at lære end eksempelvis tennis, da det kræver mindre styrke og teknik. Det gør det faktisk lettere for børn og begyndere at komme i gang.
Padel er også mere skånsomt overfor knæ og hofter end mange andre sportsgrene med bold. Det skyldes ikke mindst, at underlaget er blødt kunstgræs. Der skal fire spillere til at spille padel, og det er en meget hurtigt voksende idrætsgren i Danmark.
Padel spilles med et bat lavet af glasfiber og kulfiber, og bolden ligner en tennisbold, men er marginalt mindre og har mindre tryk.17