Tune får Danmarks bedste discgolf-bane
Nogle ildsjæle på Tune Kursuscenter – det tidligere Tune Landboskole vil bygge en discgolfbane i international kvalitet i fredskoven lige ved skolen. Den bliver gratis at benytte banen, der får en længde på over to kilometer
For FGU Greve/Solrød er det et pædagogisk projekt, da eleverne på Den Forberedende Grunduddannelse står for både opbygning, anlæg, design og vedligeholdelse af discgolfbanen.
For discgolf- og lokalmiljøet skabes der en bæredygtig attraktion, der er gratis at benytte, og så er der endda parkeringsplads og bus lige til døren.
Discgolf bygger samme på idé, som almindelig golf, men her er det ikke en golfbold, der skal i hul, men specialdesignede frisbees, der skal i en kurv på så få kast som muligt:
– Det er den perfekte sport i en nedlukningstid, da det foregår udendørs i grupper af maximalt fire personer, og man skal kun håndtere sin egen disc. Derfor er discgolf den hurtigst voksende sportsgren i Danmark, fortæller Claus Steensbech, der står bag projektet.
Billigt at komme igang
Det koster kun 100 kroner at købe en kvalitetsdisc og komme i gang, men så er der til gengæld gratis adgang til langt de fleste discgolfbaner i Danmark.
Der ligger imidlertid ingen baner i nærheden af Tune/Greve – endnu! For den helt nye bane åbner efter planen med en DM-revanche, lørdag den 20. juni.
– Vores drøm er at lave det ultimative discgolfcenter, der kan blive et Mekka for danske discgolfspillere. Så udover at lave en 18-hullers bane af internationalt format med de bedste kurve på markedet, vil vi forsøge at etablere en sjov, børnevenlig ”putter-træningsbane”, som bliver 12 huller, men på små komplicerede skovstier. Vi vil også lave professionelle tee-steder, så banen kan huse internationale turneringer, siger Claus Steensbech videre.

Råskitse af discgolfbanen giver en idé om, hvor spændende et projekt, der er tale om
Søger sponsorer
Det er ikke specielt dyrt at etablere en bane af internationalt tilsnit. Claus Steensbech forventer, at det kan gøres inden for et budget på cirka 250.000 kroner:
– Vi søger derfor sponsorer for at kunne udleve vores ambition om at åbne skoven for en moderne og gratis familieattraktion, der både henvender sig til børn, unge, voksne og ældre – lokale og udefra kommende. Alle sponsorer vil blive omtalt på velkomstskiltet til Tune Disc Golf Center og på vores hjemmeside. Lad os få lokalområdet, ungdommen og sporten til at vokse. Lad os skabe noget fantastisk sammen, siger en begejstret Claus Steensbech.
Der er imidlertid en risiko for, at banen får navnet Greve Disccenter og med sponsorer nede fra ”kysten”, hvis ikke Tune kan løfte opgaven med at skaffe tilstrækkeligt kapital.
TunePosten har talt med flere lokale sponsoremner, og i Tune IF er man interesseret i eventuelt at etablere en afdeling under hovedforeningen, hvis den forventede interesse skulle vise sig.
Mange faglige kompetencer
Tune Landboskole (Tune Kursuscenter) er i dag hjemsted for en Forberedende Grunduddannelse (FGU), der er sammenlagt af fem produktionsskoler, VUC og Sprogskolen med i alt 550 elever og 120 ansatte i alle erhvervsretninger.
I Tune er der tre håndværkslærere med 22 elever, og det er dem, som skal stå for opsætning og vedligehold af banen.
Der er også en brolægger, en anlægsgartner og en tømrer, og for eleverne betyder det ifølge Claus Steensbech opgaver, der er overskuelige, værdsatte og som kan dokumenteres i deres CV.
Elever fra forskellige temaer skal stå for montage, skiltning, opstamning, græsslåning og undervisning af skoleklasser i discgolf:
– Det vil i praksis sige, at vi har alle de mandetimer, vi skal bruge, og kun skal bruge penge til materialer, slutter Claus Steensbech.
