Ring 5 lagt i en dyb mølpose
Transportministeren Benny Engelbrecht siger til TunePosten, at han har lyttet til de politiske signaler på Christiansborg. Morten Dahlin fortsætter kampen mod Ring 5, til transportkorridoren er helt fjernet
Regeringens infrastrukturplan indeholder ikke de store overraskelser, men for Tuneborgerne kan det kun glæde, at Ring 5 er pillet ud af den tidligere regerings plan og nu ikke længere figurerer som et fremtidigt infrastrukturprojekt. Dermed er der også sat en prop i planerne om en fast HH-forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg.
Transportminister Benny Engelbrecht siger til TunePosten, at han har lyttet til de klare signaler, der er kommet dels fra de øvrige partier og dels fra borgerne på Sjælland omkring en Ring 5, og at den for hans vedkommende er gemt væk.
Teoretisk risiko
Han vil dog ikke på nuværende tidspunkt love, at den er væk for evigt, idet transportkorridoren fortsat ligger der, og det bliver nu op til Folketinget, om den skal fjernes permanent.
Den nye infrastrukturplan skal nu forhandles mellem Folketingets partier, og teoretisk set kunne Ring 5 dukke op i forbindelse med disse forhandlinger, men bortset fra Liberal Alliance har ingen af de øvrige partier det projekt på deres ønskeliste.
TunePosten spurgte ministeren, om det så også betyder, at den igangværende analyse af Ring 5 Syd også er lagt i mølposen, men her Sagde han, at analysen gøres færdig, fordi den netop også beskæftiger sig med alternative løsninger til Ring 5.
Glædens dag
Venstres folketingsmedlem, Morten Dahlin, der også sidder i Byrådet i Greve Kommune, siger til TunePosten, at det er en glædens dag for både Greve Kommune og ikke mindst Tuneborgerne:
– For Greve Kommune betyder det, at kommunen ikke skæres over af endnu et stort infrastrukturprojekt, og for TuneBorgerne, at de slipper for en mase støj og forurening. Selv om der var planer for en nedgravning og måske endda overdækning af Ring 5 ved Tune, ville ikke mindst anlægsfasen i flere år have medført store gener for både kommunens sammenhængskraft og Tuneborgerne, siger han.

Ikke tilfreds endnu
Men Morten Dahlin er ikke tilfreds med, at Ring 5 er gemt væk. Han vil have fjernet hele transportkorridoren, så Ring 5 kan erklæres totalt død:
– Nu skal vi så i gang med næste skridt i kampen mod Ring 5, og det er helt at få fjernet transportkorridoren. Det skaber en alt for stor usikkerhed for borgerne og en urimelig barriere for udvikling, at det offentlige i omkring 50 år har haft lagt sin klamme hånd på mulighederne for at skabe både byudvikling og naturværdier, siger Morten Dahlin til TunePosten
Ring 5 ”flyttes” til Solrød-Roskilde
Infrastrukturplanen indeholder i øvrigt en forundersøgelse af opgradering af Rute 6 mellem Solrød og Roskilde.:
– En udbygning af Rute 6 mellem Solrød og Roskilde vil kunne aflaste Køge Bugt Motorvejen. Der gennemføres derfor en forundersøgelse af projektet. Med undersøgelsen vil der blandt andet blive set på mulighederne for at opgradere strækningen til 2+1 vej med en hastighedsgrænse på enten 90 eller 100 kilometer i timen. Forundersøgelsen har en skønnet totaludgift på otte millioner kroner, hedder det i infrastrukturplanen.