Tune

Grusudkørsel til Roskildevej tages op til fornyet behandling

Den pågældende udkørsel vil udgøre en ren dødsfælde i forbindelse med tåge.

Beboernes indsigelser og TunePostens artikler har fået Greve Kommune til at genoptage sagen om udkørsel fra vejen til Vinterrasserne til Roskildevej.

TunePosten var på stedet igen onsdag, og stærk tåge på stedet gjorde, at man ikke kunne se udkørslen fra over 75 meter. Det vil blive en ren dødsfælde, hvis ikke beslutningen fra Greve Kommune gøres om.

Mangler dokumentation for besigtigelse

Forvaltningen oplyser i en række svar til TunePosten, at ansøgningen om den pågældende udkørsel er modtaget fredag den 27. februar 2020, og tilladelsen til at bruge den pågældende udkørsel er meddelt ved brev dateret fredag den 6. marts 2020:

– Jeg kan dertil oplyse, at en medarbejder fra administrationen har været på stedet i forbindelse med behandlingen af ansøgningen, oplyser forvaltningen.

TunePosten har bedt om yderligere aktindsigt, der kan DOKUMENTERE, at den pågældende sagsbehandler vitterlig har været på stedet og besigtiget det, idet et sådant besøg SKAL fremgå skriftligt af sagsbehandlingen.

Korrekte oplysninger er ansøgers ansvar
TunePosten har samtidig ønsket at vide, om det er kutyme i Greve Kommune alene at stole på de oplysninger, der tilse3ndes af ansøger i en sag som den nævnte.

Til det oplyser kommunen, at ”der er ingen kutyme for alene at stole på ansøgers oplysninger i en sag”:

– Men ansøgeren er ansvarlig for, at deres oplysning af sagen er korrekt. Hvis ansøger afgiver urigtige oplysninger, om forhold af væsentlig betydning for sagens behandling, kan det få betydning for tilladelsens gyldighed. I dette tilfælde gælder det eksempelvis ansøgers forventning til antallet af lastbiler, deres forventning til vejens indretning, så Roskildevej holdes fri for ventende trafik og til en vis grad også oplysningen om, at indkørslen tidligere har været benyttet til kørsel med råstoffer indtil for 10 år siden. Det er nogle af de oplysninger, der har betydning for kommunens vurdering i denne sag, oplyser forvaltningen i svaret til TunePosten.

Politiet ind i sagen

Det fremgår i øvrigt, at Greve Kommune har nu taget kontakt til politiet, for også at bede om politiets vurdering af trafiksikkerheden på stedet:

– Kommunen vil ligeledes sikre den endelige indretning af krydset, hvis det ender med, at dette bliver adgangsvejen, slutter svaret til TunePosten.

Urigtige oplysninger

TunePosten fastholder på baggrund af svarene, at der er afgivet urigtige oplysninger i den pågældende ansøgning, og at kommunen derfor kan tilbagekalde den.

TunePosten henviser til, at ansøger blandt andet skriver (CITAT):
– Indkørslen til matr. 47a har tidligere været benyttet til kørsel med råstoffer indtil for ca. 10 år siden til matr. 6r, 6f, 16d, 50 og 51a. Vejen langs med matr. 47d og 63b vil udvides til 7 m bredde således, at to lastbiler kan passere hinanden og derved holde Roskildevej fri for ventende trafik. Der forventes årligt indvundet ca. 100.000 m3 svarende til en kørselsbelastning på 15-20 lastbiler om dagen…

En helt anden udkørsel

Men den pågældende udkørsel er IKKE tidligere anvendt. Det er derimod en udkørsel på samme sted, men fra den daværende grusgrav, der fører direkte ud i Roskildevej i en 90 grader vinkel.

I stedet vil de cirka 18 meter lange lastbiler skulle foretage en udkørsel på 370 grader, hvis de skal undgå at køre gennem Tune til og fra grusgraven. En sådan udkørsel på 370 grader vil ikke være mulig uden at være til stor fare for andre trafikanter, og derfor vil turen nødvendigvis gå gennem Tune.