Taastrup-borgmester stopper kamp for Ring 5 Syd
Med Michael Ziegler ude af den aktive kamp for en Ring 5 Syd, er chancen for, at den skydes MEGET langt ud i fremtiden blevet større
Det er ingen hemmelighed, at én af de varmeste tilhængere af en Ring 5 Syd har været Høje Taastrups konservative borgmester Michael Ziegler, der som næstformand i Det Konservatives Folkeparti drømte om direkte adgang fra det store transportcenter til en motorvej og dermed direkte tilt den kommende Femern-forbindelse.
Men han indrømmer i et interview med SN.dk, at han ”ikke længere vil kæmpe for Ring 5. Samtidig peger han på, at det ikke mindst er den lokale modstand, som har gjort indtryk.
Folkelig modstand
– Den debat og den bekymring, som mange borgere berettiget har haft, har selvfølgelig gjort indtryk. Da vi for mange år siden begyndte at tale om det, var der politisk konsensus om, at det var en god idé, og der var ikke nogen folkelig modstand. Nu er den konsensus der ikke mere, og der er opstået en modstand mod projektet i flere mindre landsbyer. Så nu er det mere tydeligt, at borgerne er splittede, og så skal vi som kommune ikke kæmpe hverken for eller imod. Det er ikke fair, at vi kæmper imod mange af vores borgere, når beslutningen alligevel ikke ligger hos os, siger Michael Ziegler til SN.dk og henviser til, at det i sidste ende er Folketinget, der skal beslutte, om der skal bygges en statslig Ring 5 eller ej.
Meget overrasket
Kirsten Nymann fra ”Nej til Ring 5 Syd siger til TunePosten, at hun blev meget overrasket over borgmesterens melding, men samtidig at det glæder hende:
– Dermed har en af vores mægtigste og mest indflydelsesrige modstandere trukket sig fra slagmarken… og det er altså ikke bare en fjer – men en strudsefjer – i hatten for kampen mod Ring 5. Man kan så gøre sig overvejelser om. hvad en “neutral rolle” mon reelt betyder. Og man kan gøre sig overvejelser om, hvorvidt den neutrale rolle reelt har til formål at neutralisere en dårlig sag for De Konservative op til kommunalvalget i efteråret. Men når holdningen er meldt ud til medierne, er den også forpligtigende: Borgmesteren kan ikke bruge flere af kommunens skattekroner hen over hovedet på borgerne for fremme Ring 5 Syd, siger Kirsten Nymann.