Tune

Brolægger fra Tune i top

Lokal håndværker kåret som bedste anlægsgartner i Region Sjælland

I løbet af efteråret har håndværkere konkurreret om at blive ”den bedst anbefalede håndværker” i deres branche og region.

Via en søgeportal har kunderne nu kåret vinderne, og ”Brolægger Jyden” på Snoldelevvej blev kåret som den bedste anlægsgartner i Region Sjælland.

Brugerne på søgeportalen har vurderet og anbefalet de lokale håndværkere, som de har haft hyret til en opgave, og der er fundet 73 vindere fordelt på 6 regioner i udvalgte brancher.

Mund til mund

Kim Nielsen fra ”Brolægger Jyden” er glad for prisen:

– Vi er stolte af at vinde prisen, for vi mener, at vi gør vores bedste for, at kunden er tilfreds. Vores politik er aldrig at forlade pladsen, før kunden er tilfreds. Vi går ind for mund til mund reklame, så vi gør lige det ekstra, hvis kunderne har brug for det. Derfor anbefaler de os også til andre. Kunden skal se på det arbejde vi laver hver dag, så vi ønsker selvfølgelig at lave det bedste stykke arbejde, forklarer Kim Nielsen.

Kan vinde ny varevogn

Hovedpræmien blandt vinderne er en spritny Toyota varevogn, som uddeles ved lodtrækning. Lodtrækningen skulle efter planen være foregået i forbindelse med fysiske fester rundt om i landet, men på grund af corona-restriktionerne er festerne udskudt til det nye år.

Kim Nielsen og firmaet må derfor vente i spænding noget tid endnu på, om varevognen skal udskiftes med en nyere model.