Tune

Mosede Fort får en restaurant

Foreløbig gælder det forundersøgelserne, og foruden fondsmidler skal Greve Kommune bidrage med cirka 10 millioner kroner

Ledelse og bestyrelse for Greve Museum har siden efteråret 2019 været i gang med et udviklingsprojekt, der skal videreudvikle Mosede Fort til en attraktiv, oplevelsesrig og helhedsorienteret besøgsattraktion, der kan engagere og begejstre de mange gæster, som her kan  møde den væsentlige historie om Danmark og verden i perioden 1914-1918.

I juni 2020 blev et prospekt for Mosede Fort færdigbehandlet. Prospektet præsenterede et foreløbigt budget for det samlede projekt på 27,4 millioner kroner, og Byrådet har besluttet at afsætte yderligere 3,02 millioner kroner i budget 2021 til en restaurantdel.
Dermed kommer den samlede kommunale medfinansiering op på cirka 10 millioner kroner.

Restaurant på markedsvilkår

Bygningen skal være et besøgs- og læringscenter og ifølge oplægget skal den placeres, hvor den nuværende restaurantbygning ligger.

Bygningen indeholder en række centrale funktioner for at skabe en bedre besøgsoplevelse på Mosede Fort, herunder en restaurant, der skal sikre, at museets gæster kan bespises i museets åbningstid.

Restauranten kan ud over museets åbningstid have åbent for andre gæster, og den skal fungere på markedsvilkår.