Tune

TuneBorger fyldte 100 år og fik hilsen fra Dronningen

Gerda Hansen må dog vente med at flove fejret af hele familien til coronaens hærgen er overstået, men børnene mødte frem på fødselsdagen

Hun blev født få måneder efter genforeningen med Nordslesvig. Hun har som barn oplevet den store depression i slutningen af 20-erne, som ung besættelsen af Danmark under 2. verdenskrig, som voksen Sovjets erobring af Ungarn, Cubakrisen, mordet på Kennedy, Danmarks tilslutning til EF, og Murens fald i Østeuropa.

Og hun har såmænd også oplevet 25 forskellige statsministre. Hun lægger i øvrigt meget vægt på, at det er en borgerpligt at stemme på valgdagene, og hidtil har hun ikke svigtet en eneste gang.

Og så har hun formået at opfostre seks børn, der alle fik en uddannelse, og har i dag syv børnebørn og seks oldebørn. Det første barn fik hun som 22-årig, og ”nummer 6” da hun var 32 år. Så der har været liv og glade dage i hjemmet på Byagervej.

Hilsen fra Majestæten

Jo – Gerda Hansen har virkelig oplevet og udrettet meget i sit 100 år lange liv, og det var da også helt forståeligt og fortjent, at hun på fødselsdagen, der blev fejret i hjemmet på Byagervej, modtog en hilsen fra Hendes Majestæt Dronning Margrethe og dagen efter fik besøg af borgmester Pernille Beckmann.

TunePosten var selvfølgelig på besøg og i det næste nummer an du se et lidt længere interview med Gerda Hansen, der oprindelig kommer fra Falster, men har boet i Tune siden 1970.

Hun bor i dag sammen med sin ældste søn John Erik – en “knægt” på 78 år – og de klarer sig selv. Gerda Hansen laver stadig mad og en masse andre af de ting, som næsten er gået i glemmebogen hos nutidens familier – blandt andet sylter hun rødbeder.