WINadvokater kunne ikke redde Greve Kommune fra at betale erstatning
Det kostede skatteborgerne i Greve Kommune dyrt, da kommunen blev ”looser”, selv om WINadvokater førte retssag
Som nævnt i sidste uge har Greve Kommunes Teknik & Miljø tabt en sag om erstatning til en entreprenør, der bygger i Tune NØ.
Greve Kommune blev ved retten i Roskilde dømt til at betale en erstatning på 450.000 kroner PLUS mere end 50.000 kroner i sagsomkostninger, fordi Greve Kommune ”klar har tilsidesat sin loyale oplysningspligt” og derved påført entreprenører unødige udgifter.
Men det er ikke nok med, at sagen har kostet over ½ million skattekroner. TunePosten har nemlig bedt Greve Kommune om en redegørelse for, hvor meget sagen har kostet kommunen i advokatbistand og interne omkostninger i form af egne ansattes tidsforbrug.
Gennemgang af retspraksis
Oplysningerne fra kommunen viser, at der er betalt to fakturaer til WINadvokater i Greve Midtby Center på henholdsvis 22.500 kroner og 111.250 kroner begge inklusive moms.
Den førstnævnte faktura fra WINadvokater dækker
– Honorar for juridisk assistance ydes i perioden fra 25. oktober 2018 til den 26. februar 2019 med møde afholdt den 25. oktober 2018, gennemgang af fremsendte og udleverede bilag, indhentelse af oplysninger i fornødent omfang, udarbejdelse af et notat, gennemgang af retspraksis og fremsendelse af domme vedrørende jordbundsforhold etc…
Den dyre faktura
Og så må det åbenbart være kommet bag på kommunen, at der i forbindelse med retssagen har vfæøret tale om et ”betragteligt merarbejde” for advokatfirmaet. Den ”dyre” faktura dækker nemlig ifølge WINadvokater:
– Honorarer for juridisk assistance ydet i en periode siden seneste afregning per 1. marts 2019 og frem til 29. september 2020 med varetagelse af Greve Kommunes interesser under den er Tune NØ ApS anlagte retssag med udarbejdelse af svarskrift og øvrige processkrifter, deltagelse i telefonisk afholdte forberedende retsmøder, gennemgang af bilag, indhentelse af oplysninger i fornødent omfang, drøftelser med modpartens advokat, skriftlig procedure og et betragteligt merarbejde efter Rettens genoptagelse af sagsforberedelsen med afgivelse af yderligere indlæg…
Tankevækkende
TunePosten havde også bedt om en opgørelse over kommunens interne omkostninger i sagen, da der jo har været anvendt en del af kommunens egne ansatte i sagen.
Men TunePosten har fået følgende svar fra en jurist på Rådhuset:
– I forhold til de interne omkostninger i Greve Kommune, kan det oplyses, at der ikke tidsregistreres på de enkelte sager, hvorfor det ikke er muligt at fremsende de efterspurgte oplysninger…
Uduelige embedsmænd
Det er et svar, der er ganske interessant, idet kommunen nøje kan redegøre for timeanvendelsen til byggesagsbehandling, hvor det er borgerne, der skal betale. Men man kan ikke redegøre for timeanvendelsen for Rådhusets sager, hvor det OGSÅ er skatteborgerne, der skal betale gennem kommuneskatten m.m.
Tilbage står, at det har kostet Greve Kommunes skatteborgere over 630.000 kroner, at embedsmænd på Rådhuset udførte deres arbejde udueligt, – faktisk så ringe, at kommunen tabte en erstatningssag med samlede udgifter på over 630.000 kroner – og dertil kommer udgifterne til kommunens egne ansattes arbejde.