Efterårsferie med fut-fut i Hedeland
Igen i år kører Hedelands Veteranbane veterantog i efterårsferien.
De sidste par år er efterårstogene blevet en stor succes med en masse glade unger og bedsteforældre ombord, og i år øges antallet af tog, så flere kan komme med og stadig holde afstand.
Der bliver afgang fra Hedehusgpård Station lørdag 10/10, søndag 11/10, tirsdag 13/10, torsdag 15/10 lørdag 17/10, søndag 18/10 med afgang 10.30 – 11.45 – 13.15 og 14.30
Turen går til Fem Ege station ved naturlegepladsen, så der er god mulighed for at snuppe en tur rundt på forhindringsbanen for at få varmen, inden det næste tog kommer!
Og husk også at der er masser af havtorn i Hedeland. Bærrene bruges til snaps, marmelade, smoothies eller bare rørt op med lidt honning på yoghurten.

Åbent hus
Hedelands Veteranbane, er drevet af frivillige, og alt overskud fra driften anvendes til renovering og bevarelse af unikt smalsporet jernbanemateriel.
Veteranbanen blev i 2019 kåret som vinder af Høje-Taastrup Kommunes foreningspris for sit aktive arbejde året rundt med veterantogene.
Men der mangler frivillig arbejdskraft med passion for gamle tog. Kunne du forestille dig at styre et damplokomotiv gennem smuk natur? Har du lyst til at arbejde med de gamle lokomotiver på et veludstyret værksted, eller arbejde udendørs med sporanlæg? Det er en oplevelse du ikke er langt fra, for på Hedelands Veteranbane er der ledige stillinger som lokomotivfører, banearbejder, tog- og værkstedspersonale.
Mange arbejdsopgaver
Derfor holdes åbent hus 17. oktober på Hedehusgård Station for alle nysgerrige, der overvejer om en aktiv fritid på banen er noget for dem.
Man mødes ved billetsalget på Hedehusgård Station, og der bydes på kaffe og rundvisning klokken 15.30.
Og der bliver uden tvivl mange arbejdsopgaver de kommende år. Tænk blot på Spejdernes Lejr i 2022, hvor ikke bare 40.000 spejdere, men også omkring 80.000 gæster vil invadere Hedeland.
Man kan dårligt tænke sig, at Hedeland Veteranbane ikke får en central opgave i hele logistikken omkring den lejr.
Om Hedelands Veteranbane
Hedelands Veteranbane blev indviet i 1977 og kører nu hvert år omkring 20.000 passagerer rundt i Hedeland. Jernbanen er i dag fem kilometerlang, men på længere sigt skal den forlænges via en station ved Vinterrasserne og helt til Tune.
Jernbanen har mere end ti køreklare lokomotiver, og i de kommende år skal banen forlænges, endnu flere passagerer have en dejlig togtur og der er masser af vogne og lokomotiver, der venter på en kærlig hånd.