Tune Skov bliver endnu større

En minister, en borgmester og andre fine gæster. Men ikke mindst var alle Tunes 1.-klasser i fredags også ude og plante nye træer i Tune Skov.
Børnene blev i fredags budt velkommen af miljø- og fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen. Han tog turen til Tune for, sammen med Greves borgmester Pernille Beckmann, at tage første spadestik til udvidelsen af Tune Skov. Derefter gik børnene i fuld gang med også at plante træer, inden der var hygge med snobrød omkring bålet.
På ministerens spørgsmålet om, hvorvidt de hellere ville sidde i klasseværelset, var svaret et enigt rungende:
– Neeeeeej!
Gennem de sidste 10 år er der opkøbt 3.000 hektar jord rundt om i landet til at plante ny skov tæt på byerne. Og i sidste uge blev et nyt stykke jord til Tune Skov.

Lærer børnene at passe på naturen
Det er vigtigt at sikre naturen tæt på byerne, mener ministeren. Ny skov giver heller ikke kun nye frilufts- og naturoplevelser, siger han:
– Det er også godt for miljøet, specielt for drikkevandet. Men det her lærer også børnene, at det handler om vores fremtid. Man kan forklare dem en masse om natur og miljø. Men nu er de selv herude og planter træer. Jo mere man ved om naturen, jo bedre passer man også på den, siger miljø- og fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen.
Også Greves borgmester Pernille Beckmann nyder at være ude:
– Vi er snart ved at blive en del af Storkøbenhavn i Greve Kommune. Så det er dejligt, at vi får noget skov at tage ud i og komme væk fra stress og jag. Man bliver et helt andet menneske herude. Se bare, hvor meget børnene også nyder det, siger hun.

300.000 træer
Tune Skov er nu vokset til hele 85 hektar. Det er planen løbende at få opkøbt og plantet træer på i alt 240 hektar i Greve Kommune. Med udvidelsen og de nye stiklinger runder Tune Skov for øvrigt her i april hele 300.000 træer, siden projektet gik i gang.