Tune

MAINZ reddet af gongongen

Fornuften sejrede. Energistyrelsen har forlænget godkendelsesproceduren for installatører af varmepumper, så de kan nå at få det krævede VE-certifikat

TunePosten kunne forleden fortælle, at Arne Sørensen, der ejer VVS-virksomheden MAINZ i Tune var kommet i klemme, fordi det ikke er muligt at komme på de overtegnede VE-kurser, der er nødvendige for at blive VE-certificeret og dermed også godkendt til installation af varmepumper med tilskudsordning.

Oprindelig trådte kravet i kraft fra 1. oktober – puljen med tilskud åbner 15. oktober – men nu har Energistyrelsen forlænget tidsfristen for certificeringen til 1. april næste år, og dermed kan sandsynligvis alle VVS-virksomheder nå at blive certificeret.

Slag i hovedet

Fra TEKNIQ’s side er der forståelse for beslutningen om at udsætte VE-kravet, selv om underdirektør Simon O. Rasmussen over for Installationsmedierne.dk peger på, at det er ’lidt et slag i hovedet’ for de installatører, der har sat andre ting til side for at gennemføre uddannelsen indenfor den oprindelige tidsfrist.

Han ønsker i stedet, at Energistyrelsen i god tid havde sikret et tilstrækkeligt antal kursuspladser.

Arne Sørensen fra Mainz i Tune var kommet i klemme i det tidligere krav, da det ikke havde været muligt at få plads på et kursusforløb inden 1. oktober, og han siger til TunePosten, at han er glad for, at det er lykkedes at forlænge tidsfristen:

– Så er der ingen tvivl om, at vi kan nå at blive certificerede, for vi har fået en plads på et kursus i februar, siger Arne Sørensen.