NyhederTune

Forureningstruet vandboring nedlægges

Tune Vandværk har søgt tilladelse til to boringer i Tune Skov. Det skal erstatte den boring, som nedlægges ved Tune-hallen, hvor der er risiko for forurening af drikkevandet.

I Greve Kommune giver Center for Teknik- & Miljø deres besyv til at at lave to nye vandboringer i Tune Skov. Samtidig mener kommunen ikke, at tilladelsen kræver en miljøvurdering. Tune Skov, som er fredsskov, er nemlig indkøbt og beplantet til formålet med vandudvinding i Greve Kommune. Tune Skov ejes af Naturstyrelsen og er rejst til blandt andet at sikre grundvand og drikkevand. Der skal bores lige syd for Karlslunde Centervej.

 

Risiko for forurenet drikkevand

Tune Vandværk har søgt om at pumpe 15.000 m3 grundvand op til renpumpning og prøvepumpning i de to nye boringer. De skal snart kunne erstatte én af vandværkets boringer, der skal tages ud af drift dér, hvor der er lavet en multibane og et legeareal ved Tune-hallen.

Man har nemlig vurderet, at nedsivningen på området på sigt udgør en forureningsrisiko for grundvandet og altså dermed også drikkevandet.

Derfor vedtog byrådet sidste år at finansiere en flytning af denne boring, så det ikke koster borgerne ekstra på vandregningen. Greve Kommune giver 400.000 kroner til projektet.

 

Vandboringen, som ligger lige ved multibanen og legepladsen ved Tune-hallen, skal nedlægges. Der er nemlig risiko for, at materialerne, der er brugt på området, kan forurene drikkevandet.

Arbejdet fortsætter

Et udkast til tilladelsen blev sendt i høring, hvor Greve Vandværk kom med en beregning, som viser, at miljøpåvirkningerne fra den kommende boring vil være minimal. Derefter blev sagen sendt i høring igen.

I planen ligger også, at de borgere i området, som har deres egne brønde, får erstatning fra Tune Vandværk, hvis deres boringer bliver påvirket negativt af de nye.

Boringerne etableres og renpumpes i løbet af efteråret. Derefter kan kommunen, hvis vandet viser sig at være rent og rentabelt, godkendes til drikkevand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *