Næsten 13.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse
Selv om Tune IF ikke som de tidligere år kunne deltage i stafetløbet til fordel for Kræftens Bekæmpelse, lykkedes det alligevel at samle næsten 13.000 kroner ind i form af 50 kroner pr lyspose, hvoraf mange var dekoreret af børnene i Lundegårdens Frie Børnehave.Tune IF fik solgt 257 lysposer, og det samlede tal var over 600 lysposer fra hele Greve Kommune.

Lysposerne blev tændt ved Mosede Fort i weekenden, og det var et smukt syn. Pia Thorbjørn Henriksen fra Tune IF, der koordinerer indsatsen her i byen, var da også godt tilfreds med resultatet, selv om der er langt til de næsten 50.000 kroner, som Tune IF indsamlede sidste år ved ikke mindst ”rundesponsorater”:

– Vi vender tilbage igen næste år, når coronakrisen forhåbentlig er så meget drevet over, at vi igen kan afvikle stafetten. At vi nåede over 600 lysposter i alt er helt vildt i betragtning af, at det her ikke er en “rigtig” stafet, men en alternativ lysceremoni, siger hun til TunePosten.

Der måtte kun være 100 til stede ved selve lysceremonien, og derfor var der lavet et system med 100 tøjklemmer på en snor, som man kunne tage og hænge tilbage, når man forlod pladsen.
