Berygtet virksomhed bygger på betongrunden i Tune
Som nævnt i seneste nummer af TunePosten, er der på Lundevej sat skurvogne op i forbindelse med nedrivningen af betonfabrikken, hvor der skal opføres boliger.
Vi har derfor bedt kommunen oplyse, om de pågældende skurvogne på vendepladsen er godkendt af kommunen, som oplyser, at der ikke er givet tilladelse til opsætning af de skurvogne, der står ved Lundevej nr. 17:
– Ved et tilsyn på området den 3. august 2020 har vi konstateret, at skurvognene ikke står på vejarealet, men derimod på privat matrikel. Byggesagsafdeling vil derfor gå videre med sagen. Det er fortsat meningen, at vejen skal lukkes. Dette vil vejmyndigheden følge op på, oplyser Greve Kommune, der afviser, at der er tale om en offentlig vendeplads, men en privat matrikel:
– Dermed ikke sagt at skurvognene står lovligt, som nævnt tidligere vil dette bliver undersøgt af vores byggesagsafdeling, lyder svaret fra forvaltningen.
Ikke godkendt støjende maskiner
Samtidig oplyser kommunen, at man ikke har godkendt, at BG Beton arbejder med støjende maskiner i weekenden:
– Det er dog tilladt for BG Beton og andre virksomheder at have visse former for byggeaktivitet i weekenden. Greve Kommune har en forskrift for miljøhensyn ved bygge- og anlægsaktiviteter. I forskriften er der også plads til støjende aktiviteter i weekenden inden for de rammer som Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser giver plads til. Forskriften kan findes på kommunens hjemmeside.
https://www.greve.dk/media/25704/forskrift-for-miljoehensyn-ved-bygge-og-anlaegsaktiviteter.pdf, lyder svaret fra Greve Rådhus
Flere sager hos 3F Byggeri
TunePosten har talt med 3F Byggeri, der oplyser, at man har adskillige sager med Bach-gruppen og dennes ejer Finn Bach om blandt andet social dumping.
Den seneste sag, der har været fremme i medierne, handler dog om, at Bach-gruppen er ved at opføre et 86 meter højhus på Amager, hvor der klages over kvaliteten af betonen, og at
betonen, der er brugt til at støbe en cirka to meter tyk bundplade er af en langt ringere kvalitet, end den burde være.
En aktindsigt viser ifølge TV2, at Københavns Kommune er blevet tippet om anklagen om groft byggesjusk, og kommunen kontaktede i foråret Bach Gruppen og bad om dokumentation for kvaliteten og styrken af den beton, der var produceret og støbt til bundpladen.
Ifølge TV2 er entreprenøren blevet politianmeldt i slutningen af marts.
Ulovlig skurby i København
Ifølge Ekstrabladet har Bach Gruppen bygget en ulovlig skurby på det store projekt Bryggens Bastion i København, hvor blandt andre østeuropæiske håndværkere bor og sover.
I foråret 2016 forsvandt en over 1000 tons stor bunke byggeaffald fra en københavnsk byggegrund, og research fra TV2 pegede på, at affaldet er gravet ned et sted, hvor det kan være farligt for drikkevandet.
Og ifølge Viborg Stifts Folkeblad har BachGruppen haft problemer med Skat, hvor virksomheden er dømt for uberettigede afskrivninger på 19,2 millioner kroner, hvorved det offentlige blev unddraget et samlet skattebeløb på 2,1 millioner kroner.
Det kostede ved Retten i Viborg en bøde på 1,2 millioner kroner.