Tune

Morten Dahlin: Bredt flertal bag udligningsreform

TunePosten har modtaget nedenstående svar fra Byråds- og folketingsmedlem Morten Dahlin

Stor var min overraskelse, da jeg i Tune Postens online-version kunne læse en artikel med overskriften ”Morten Dahlin sender kæmperegning til skatteborgerne i Greve Kommune”.

En hel artikel om mig – med mit navn i overskriften og oven i købet med et stort billede af mig. Normalt er omtale jo godt for en politiker – og kritiske analyser er i øvrigt mere end velkomne. Så meget desto mere hvis de er berettigede.

Men her blev jeg alligevel noget forbavset. Dels fordi kritikken var frygteligt unuanceret. Dels fordi TunePostens redaktør ikke havde ringet til mig for at give mig mulighed for at svare på kritikken. Hvilket man jo ellers normalt gør i journalistik – altså spørger de omtalte parter om deres syn på sagen.

Røven i klaskehøjde

Da jeg ikke fik mulighed for at komme til orde i artiklen, vil jeg tillade mig at svare her i stedet for. Også selv om jeg med mit svar sikkert ”sætter røven i klaskehøjde” – for mon ikke TunePostens redaktør straks vil fare i blækhuset og forfatte endnu en rasende artikel om mig?

Nå, men for at tage fat i substansen. Den omtalte artikel handler om den nye udligningsreform. Jeg vil gerne sige følgende som svar på påstandene, der fremsættes i artiklen.

For det første er aftalen indgået af et bredt flertal på Christiansborg med Socialdemokraterne i spidsen. Flertallet består af S, V, SF, RV og Å. At jeg personligt skulle have magten til at sende regninger til Greves skatteborgere er nyt for mig. Det ville da være meget rart at have den slags magt, men i virkelighedens verden holder anklagen om, at jeg egenhændigt sender regninger til Greve, altså ikke i byretten.

For det andet skal man huske på forhistorien til udligningsaftalen. Regeringen (Socialdemokraterne) fremlagde tidligere på året et forslag til en udligningsreform. Det forslag ville have kostet Greve 63 millioner kroner.

Så satte Venstre sig til forhandlingsbordet og fik den regning ned til 54 millioner. Desuden fik vi forhandlet et ekstra finansieringstilskud på 13 millioner til Greve. Derfor er regningen nu på 41 millioner. Det er 22 millioner mindre end Socialdemokraternes oprindelige forslag. Er det så drømmescenariet? Nej, bestemt ikke. Men det er bedre end regeringens oprindelige forslag.

For det tredje kan man så spørge – endda med en vis rimelighed – om Venstre da ikke skulle have holdt sig ude af aftalen. Det kan jeg fornemme, at TunePostens redaktør synes, at Venstre skulle have gjort.

Var blevet dyrere for Greve

Faktum er bare, at så var der blevet lavet en aftale, der havde været endnu dyrere for Greve. Derfor er jeg glad for, at vi tog ansvar og gjorde regningen mindre. Det må man hjertens gerne være uenig med mig i, for der findes jo to måder at være i politik på:

Dén måde, hvor man stiller sig udenfor forhandlingslokalet og råber, at alle andre er dumme. Og så den anden tilgang, hvor man tager ansvar, også når tingene gør ondt. Jeg tilhører gruppen af politikere, der tager ansvar – men er fuldstændigt klar over, at TunePostens redaktør hører til den slags, der hellere vil galpe op og pege fingre – i stedet for at være konstruktive.

Jeg har meddelt redaktøren af TunePosten, at jeg håber, at han for fremtiden vil give mig mulighed for at give mit besyv med, inden han skriver artikler om mig. Særligt når artiklen er så unuanceret og sensationspræget som den pågældende.

Ring eller skriv

Til slut vil jeg gerne sige til alle TunePostens læsere. Jeg håber, at I passer godt på jer selv og hinanden i disse tider.

Skulle nogle af jer have lyst til at drøfte denne sag yderligere, er I velkomne til at ringe eller skrive til mig på vmoda@ft.dk eller 6162 5972 – min telefon er nemlig altid åben, både for TunePostens redaktør og for alle andre Tune- og Greveborgere.

De bedste hilsner

Morten Dahlin

Byrådsmedlem og Folketingsmedlem

Kommentar:

TunePosten mener ikke at have gjort noget forkert i forbindelse med den pågældende artikel, og vi har flere gange spurgt Morten Dahlin, om han kan pege på, hvor den pågældende artikel IKKE er korrekt i sin beskrivelse af sagen.

Han er IKKE vendt tilbage, bortset fra ovenstående artikel.

Morten Dahlin har meddelt, at han IKKE stemmer mod sin gruppe, og dermed stemmer han – ligesom alle andre folketingsmedlemmer i partierne bag forliget – FOR at sende regningen på 54 millioner kroner til blandt andre Tunes skatteborgere.

Venstre kan ikke ændre udligningen

Med hensyn til regningen til Greve Kommunes skatteborgere, så fik Sophie Løhde, der forhandlede aftalen for Venstre, regningen ned med 50 procent for sin egen opstillingskreds, men for Greve Kommune var det langt mindre.

Det værste er imidlertid, at Venstre har afgivet sin handlefrihed til Socialdemokratiet i forhold til fremtidige ændringer af udligningssystemet, der kun kan ændres, hvis begge partier er enige.

Dermed vil et fremtidigt borgerligt-liberalt flertal – om end det synes meget langt væk – IKKE kunne ændre de helt urimelige udligningsordninger.