Tune

KOMMENTAR: Uduelighed og inkompetence på Greve Rådhus

DET MENER TUNEPOSTEN

Forvaltningen har opført sig amatøragtigt og til skade for borgerne i Greve Landsby i sagen om byggeri på Brugsgrunden

Først havde forvaltningen givet tilladelse til et rækkehusbyggeri i to etager på den gamle ”Brugsgrund” i Greve Landsby.

Derefter fik protesterne fra borgerne politikerne til at gå ind i sagen, og så kunne der ifølge forvaltningen nedlægges et såkaldt ”§14 forbud”, der forhindrede bygherren, Entreprenør Poul Jepsen, i at bygge det ønskede byggeri.

Poul Jepsen truede så i et brev Greve Kommune med millionerstatningssag, hvis han ikke får lov til at bygge. Men politikerne stod fast – der skulle ikke bygges det nævnte byggeri på grunden.

Så kørte Poul Jepsen frem med det tunge skyts i form af en advokathenvendelse til kommunen, hvor der med henvisning til en sag i 2004 om et underjordisk parkeringsanlæg i København sættes spørgsmålstegn ved det nævnte ”§14 forbud”.

Pludselig ændrer forvaltningen igen på beslutningen og indstiller til Byrådet, at beslutningen om §14-forbuddet trækkes tilbage.

Politikerne har endnu ikke officielt truffet endelig beslutning, men TunePosten har erfaret, at de på baggrund af forvaltningens “tallerkenvending” føler sig presset til igen at ændre på deres holdning til projektet på Brugsgrunden.

Man kan måske ligefrem forestille sig, at forvaltningen kan have lagt pres på politikerne ved at henvise til Styrelsesloven, hvoraf det fremgår, at ”Ankestyrelsen kan anlægge erstatningssag mod et kommunalbestyrelsesmedlem, som er ansvarligt for, at kommunen er påført et tab”.

Men det slås også fast, at ”HVIS et kommunalbestyrelsesmedlem under en erstatningssag findes erstatningsansvarligt for et tab, som den pågældende under udførelsen af sit hverv har påført kommunen, KAN erstatningen nedsættes eller helt bortfalde i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt”.

Politikerne risikerer altså ifølge Ankestyrelsen, at de personligt skal hæfte for det, hvis kommunen taber en erstatningssag.

Set i det lys er der ikke noget at sige til, hvis nogle eller alle politikerne i Byrådet ryster på hånden.

Men det burde IKKE være politikerne, der har ansvaret for, at det hele er gået så galt.

Det er en forvaltning, hvis ansatte tydeligvis IKKE selv bor i kommunen og derfor ikke har nogen som helst fornemmelse for, hvilken kommune og borgere de som embedsmænd er sat til at tjene.

De skalter og valter med borgernes interesser efter forvaltningens eget forgodtbefindende

Det er en forvaltning, der ikke har fattet, at der er forskel på at være embedsmand i hovedstadsområdet og i en kommune med både små og store landsbysamfund.

Det er en forvaltning, der uden at ane noget som helst om konsekvenserne for borgerne i en landsby, ignorerer den eksisterende lokalplan omkring byggerier og udarbejder en helt speciel lokalplan for en bestemt byggegrund – tilpasset lige netop det projekt, som en bygherre ønsker.

Ja det påstås sågar i den nye lokalplan, at det nye rækkehusbyggeri ”i volumen og omfang passer ind, og spiller sammen med de eksisterende huse omkring Greve Bygade”.

De pågældende embedsmænd har sandsynligvis aldrig sat deres ben i Greve Landsby, når de kan komme med en så vanvittig påstand.

Det er en forvaltning, der giver tilladelse til en bebyggelsesprocent på 40, men ud fra et grundareal på cirka 1.091 kvadratmeter, selv om grundens størrelse ifølge BBR kun er på 1030 kvadratmeter og byggeprocenten dermed er cirka 43 procent.

Men ved at opskrive grundarealet kan bygherren holde sig inden for den tilladte bebyggelsesprocent. Forvaltningen har altså end ikke gidet ulejlige sig med at tjekke, om den grundstørrelse, bygherren opgiver, er den samme, der fremgår af BBR.

 

“Der er ikke væsentlige indbliksgener”, mener embedsmændene!

Det er en forvaltning, der drister sig til at påstå, at ”der ikke vil være væsentlige indbliksgener til naboen mod nord / Grevetoften 3”, og det på trods af at beboerne i den nye bebyggelse vil kunne kikke direkte ned i naboens have og ind ad vinduerne.

Det er en forvaltning, der totalt lukker øjnene for, at en entreprenør køber en grund midt i en landsby – og dermed vel har kendskab til den gældende lokalplans krav – men med planer om at bygge noget, der er i total strid med denne lokalplan.

Han tror og håber tydeligvis, at det er lettere at få tilladelse end tilgivelse, fordi planafdelingen på Rådhuset er befolket af en flok nyttige idioter.

Borgerne må have krav på, at Byrådet ikke danser bevidstløst efter Poul Jepsens fløjte og sikrer, at sagen bliver prøvet ved en domstol, eller at man i det mindst afventer en kendelse ved Planklagenævnet.

Advokatfirmaet Horten bekræfter jo netop  i sin vurdering af sagen, at ”der ikke synes at være fortilfælde eller tilsvarende relevant praksis, samt at den praksis, som bygherres advokat henviser til, ikke er fuldstændig sammenlignelig.”

Den usikkerhed bør komme borgerne til gode, hvad enten en flok inkompetente embedsmænd mener det eller ej.