Tune

VORES SuperBrugs kom fint igennem 2019

Trods en benhård konkurrencesituation med to nyåbnede Rema 1000 i nabolaget og en ny Netto i selve Tune – uden for TuneCenter – er det lykkedes Tune Brugsforening/SuperBrugsen at komme ud af 2019 med et fornemt resultat

Af Dan Bjerring

Det var på forhånd ventet, at Tune SuperBrugs ville kunne se den stigende konkurrence fra Rema 1000 og Netto på bundlinien for 2019, og det er da også sket. Men slet ikke i den grad, man kunne forvente.

Det er nemlig lykkedes uddeler Bjarne Damgaard og hans 48 ansatte at opnå en omsætning på over 60 millioner kroner eksklusive moms, og omsætningen er siden 2018 kun faldet cirka 1½ million kroner.

Overskuddet er faldet til 389.000 kroner, men dertil skal lægges afskrivninger på cirka 1,6 millioner kroner.

Stor egenkapital

Det skal i øvrigt måske også lige bemærkes, at Tune Brugsforening ikke ligefrem, er nødlidende. Den nye store lagerbygning med højlager blev betalt kontant med cirka seks millioner kroner, og egenkapitalen er nu oppe på over 23 millioner kroner.

Uddeler Bjarne Damgaard siger til TunePosten, at set i lyset af den hårde konkurrencesituation, betragter han resultatet som ganske fornuftigt:

– Man skal ikke glemme, at vi er ikke til for at generere store overskud. Vi skal først og fremmest skabe en attraktiv forretning med gode tilbud og rimelige priser til vore medlemmer og andre kunder. Vi er hele tiden opmærksomme på, hvad der foregår i detailbranchen, og har fokus på at yde en god service, siger Tunes brugsuddeler.

Højlageret er blevet en stor succes og bidrager til det gode resultat

Stærk støtte til lokalt foreningsliv

Tune Brugsforening er samtidig hele Tunes store velgører og ydede i 2019 forskellige sponsorater til det lokale foreningsliv – og dermed næsten alle Tuneborgere – til en samlet værdi af cirka 175.000 kroner:

– Det er i sidste ende jo medlemmernes egne penge, vi bruger til at støtte det lokale foreningsliv, og det, ved jeg, er meget populært. Overskuddet bliver her i byen. Og det er også noget af det, mange af vore kunder lægger vægt på, når de handler lokalt, siger Bjarne Damgaard.