Nyheder

Naturplanteskolen er stadig åben

Mens mange andre er tvunget til at holde lukket, er det stadig muligt at besøge Naturplanteskolen.

Meget her i landet er lukket ned. Men det er stadig muligt at kigge på – eller købe – spiselige planter til den økologiske have. Eller tage forskellige kurser i køkkenhave, hold af drivhus eller sågar et kursus om jord og kompost. På Naturplanteskolen er der stadig plads til oplevelser. For det foregår i fri luft og er derfor ikke omfattet af regeringens mange forbud. Dog må kun 10 mennesker for tiden være på det samme sted samtidigt. Som alle andre steder i landet.

– Vi kan noget som meget få andre steder kan, siger indehaver Aiah Noack, der ærgrer sig over at den planlagt åbningsprogram – med nyetableret café – nu er gået i vasken på grund af sundhedsmyndighedernes restriktioner. Men hun ser fremad med et revurderet åbningsprogram for den grønne oase lige øst for Stærkende.

 

Kontaktløs betjening

Naturplanteskolen vil fra her i foråret som sædvanligt byde på frisk luft, god plads, bæredygtig haveinspiration og masser af spiselige planter, som man kan købe med hjem til sin egen køkkenhave.

Der er også plads til, at børnene kan løbe om kap, og se, snuse, mærke og høre naturen.

Naturplanteskolen har desuden indført kontaktløs betjening, hvor man vejleder og ekspederer med god afstand mellem folk. Man kan også sende en mail og få sat planter, jord, gødning og andet frem, og man selv kan hente det.

– Nogle af vores kurser vil blive afviklet som planlagt, nemlig de udendørs. Men en del er ændret til online-kurser, siger Aiah Noack, som også er i fuld gang med at planlægge sommerens program.

– Jeg glæder mig til det hele, siger hun og glæder sig bestemt også over muligheden for stadig at kunne holde åbent.

Naturplanteskolen holder til på Stærkendevej 177, 2640 Hedehusene.

Men de kan også findes i den digitale verden på: http://www.naturplanteskolen.dk