Greve Kommune giver hjælpende hånd til virksomhederne
Kommunen fremrykker betalinger til ikke mindst små og mellemstore virksomheder. Borgmester Pernille Beckmann mener, at betalingsfristerne generelt trænger til en revision
Det er ikke kun regeringen, der forsøger at hjælpe de små og mellemstore virksomheder gennem Corona krisen.
Også i kommunerne gør man en indsats, og i Greve Kommune har borgmester Pernille Beckmann sat gang i forvaltningen for at finde ud af, hvor hurtigt man kan betale virksomhederne deres regninger.
Hun siger til TunePosten, at i Greve Kommune forsøger man betale underleverandørerne hurtigere, end man plejer, og det gælder både institutionerne, skolerne og rådhuset:
– Det er måske ikke en stor hjælp, men det er en lille håndsrækning for at hjælpe vort lokale erhvervsliv. Det gælder også håndværkerne, der udfører opgaver på kommunens bygninger og andre steder i kommunen, siger hun.
Positive tilbagemeldinger
– Vi har straks sat forvaltningen i gang med opgaven, så nu er det bare et spørgsmål om at få administrationen til at betale. Jeg tør ikke love, at alle regninger bliver betalt inden for de første dage, men det skal gå stærkt – det har jeg meddelt administrationen, siger Pernille Beckmann videre…
Borgmesteren har allerede fået mange tilbagemeldinger fra de lokale virksomheder, som er meget positive over for hendes initiativ, og hun fornemmer, at det bliver taget godt imod.
TunePosten spørger hende dog, hvorfor man ikke bare også, når der ikke er corona krise – gør betalingsfristerne kortere, og her lyder det nok overraskende svar:
Hvad kan vi lære af krisen?
– Der er ingen tvivl om, at når vi kommer ud på den anden side af denne krise, skal vi også se på, hvad vi har lært af krisen. Noget af det, man kunne kigge på, er lige præcis betalingsfristerne for de offentlige myndigheder. Jeg spørger mig selv, om der virkelig er en grund til, at det i dag er ’løbende måned plus 30 dage’. Men nu skal vi foreløbig lige ud på den anden side af krisen. Der kan måske være en ræson i at sætte betalingsfristerne ned for det offentlige, siger borgmesteren.
Hun mener i øvrigt, at der foruden kortere betalingsfrister også kan komme andet positivt ud af krisen:
– Jeg tror blandt andet, at vi også bliver klogere på digitalisering, ligesom vores sundhedsområdet bliver væsentlig klogere på krisehåndtering, siger Greves borgmester.
Ros fra SMVdanmark
Formanden for SMVdanmark og Dansk Håndværk, Niels Techen, der selv driver en tømrervirksomhed, Helmer Christiansen A/S, i Karlslunde, roser borgmesteren for hendes udspil:

– Det er positivt, at også kommunerne giver en hånd med i en vanskelig situation. Alle initiativer, der kan bidrage til, at de små og mellemstore virksomheder kommer gennem krisen uden at skulle lukke, er velkomne. Men det gælder samtidig om at sikre, at det hele ikke går helt i stå, og derfor fortsat sørge for at bestille de nødvendige reparations- og renoveringsopgaver på de kommunale bygninger. I det hele taget bliver Folketinget på den anden side af krisen, og gerne før, nødt til at fjerne det kommunale anlægsloft, for der er nok af nødvendige opgaver at tage fat på i landets kommuner, når det gælder vedligeholdelse og energirenovering, siger formanden for SMVdanmark til TunePosten.