Tune

Borgermøde om plejecenter skal holdes på Facebook

Selv om det reelt er afgjort, at et nyt plejecenter i Greve Kommune IKKE kommer til Tune, så ønsker Byrådet at drøfte overvejelser om placering af et nyt plejecenter med Tuneborgerne.

Støjrestriktionerne omkring Roskilde Lufthavn har ændret forvaltningens anbefalinger om placeringen, og formålet med at inddrage borgerne i Tune er, at drøfte disse overvejelser og mulige placeringer inden for kommunens grænser.

Men et traditionelt borgermøde med ”fysisk fremmøde” er ikke muligt grundet situationen omkring corona-virus, og derfor skal der holdes et digitalt borgermøde på Facebook som alternativ.

Plan- og Udviklingsudvalget behandlede den 25. februar placeringsmuligheder for et nyt alment plejecenter med 60 pladser i kommunen, som oprindeligt planlagt i Tune.

Men sagen blev sendt tilbage til administrationen, så et større plejecenter med 75 pladser kan indgå i drøftelserne.

Ideer til andre byggerier

Et borgermøde ville under normale omstændigheder kunne planlægges til tirsdag den 14.- søndag den 19.april, men den nationale strategi for at afbøde effekterne af coronavirus påvirker i øjeblikket alle beslutninger i kommunen. Herunder også grænserne for størrelsen af forsamlinger.

Derfor er Byrådet indstillet på at holde et borgermøde digitalt gennem Facebook for dels at informere borgerne i Tune om konsekvenserne af støjzonen omkring Roskilde Lufthavn for byggeri i Tune. Dels at inddrage borgerne i Tune i drøftelsen af mulige placeringer af et nyt plejecenter i Greve Kommune og dels at gå i dialog med borgerne i Tune om idéer til andre byggerier, som kan målrettes seniorer og ældre

Byrådsmedlemmer også med hjemmefra

Alle deltagere kan være med i mødet fra deres hjem, og mødet holdes i Byrådssalen uden andre tilstede end oplægsholdere og ordstyrer.

Mødet transmitteres til deltagerne via Facebook, og byrådsmedlemmerne deltager også hjemmefra. Det overvejes dog, om gruppeformændene skal være med i Byrådssalen.

Mødet struktureres med velkomst, talere præsenteres og der gives oplæg. Derefter er der mulighed for at stille spørgsmål og kommentere.

I stedet for at række hånden op, som ville være tilfældet ved fysisk borgermøde, stiller borgerne deres spørgsmål i kommentarfeltet på Facebook.

Ordstyreren udvælger derefter et antal spørgsmål, som bliver fremhævet i transmissionen og derefter svaret på af byrådsmedlemmer eller administrationen.

Mange ulemper

Facebook er valgt, fordi cirka 11.000 borgere i kommune har en profil på denne platform.

Det erkendes dog, at der er ulemper ved digitale borgermøder, herunder naturligvis at det udelukker borgere uden det nødvendige udstyr eller en facebookprofil.

Dertil kommer, at det generelt kræver, at deltagerne i mødet deltager med en vis disciplin, ligesom det kan være vanskelig at styre eller moderere debatten for ordstyreren.

– Der er således samlet set en risiko for, at borgermødet af mange vil opleves som en vanskelig og frustrerende måde at gå i dialog med Byrådet på. Ud fra hensynet om inddragelse af borgere i Tune, inden temamødet i Byrådet den 27. april 2020, indstiller administrationen dog et digitalt borgermøde som alternativ til et fysisk, slutter punktet på Byrådets dagsorden.

Det tager mellem fire og fem år fra beslutningen om at bygge, til plejecentret kan tages i drift. En beslutning i slutningen af april 2020 betyder, at plejecentret vil stå klart tidligst til den 1. maj 2024