Den Franske Riviera kan flyttes til seniorboliger i Tune
Måske er den tid ikke så fjern, hvor ældre Tuneborgere – såkaldte seniorer – kan slå sig ned her i byen blandt palmer og citrustræer i et klima, som ved Den Franske Riviera.
Temperaturen i vinterhaven er styret året rundt, og den er i de koldeste vintermåneder cirka 10 grader, så planterne, ligesom det sker ved Rivieraen, kan hvile.
Miljøet er tilpasset efter behovet i en ”aktiv seniortilværelse”, men man kan også trække sig tilbage til sin egen private lejlighed, når man ønsker det.
Det lyder næsten for godt til at være sandt – men det er det faktisk ikke. Repræsentanter for Byrådet, Tuneudvalget og Greve Kommunes forvaltning har været på besøg i Frederikssund for at se Bovierans senior byggeri, og det lever helt op til forventningerne og mere til.

Lige det vi har brug for i Tune
Flemming Sander og Pauli Christensen fra Tuneudvalget fortæller med stærk glød til TunePosten om det nye byggeri, der er indflytningsklart omkring 1. maj.
Flemming Sander kalder det meget visionært og peger på, at det er lige nøjagtig den slags byggeri, der er behov for i Tune. Problemet er imidlertid at finde det rette placering til et sådant byggeri, ikke mindst fordi der er lukket af oppe ved siden af Tunehallen, hvor placeringen ville være perfekt.
Mange vil gerne flytte – men ikke fra Tune
Pauli Christensen er ikke mindre begejstret og siger til TunePosten, at han meget vel kunne se et eller to af disse Bovieran byggerier i Tune, hvis det bliver muligt at finde placeringer til dem.
Han ved fra medlemmerne i Tune IF, at mange lidt ældre borgere meget gerne vil flytte i noget mindre, men de kan ikke finde den rigtige bolig i Tune. Derfor bor de stadig i deres store parcelhuse.
Men bygges nogle flere seniorboliger, ville der være mulighed for, at unge familier kunne flytte ind i de store parcelhuse, og seniorerne kunne flytte over i noget mindre, samtidig med at de bliver i deres lokalområde.

Begejstret udvalgsformand
Formanden for Plan- og Udviklingsudvalget i Greve Kommune, Marc Genning, siger til TunePosten, at han også var meget begejstret for det, han så i Frederikssund, men også han ser en stor udfordring i forhold til at finde den rette placering i Tune:
– Jeg tror, at et byggeri, som det vi ser i Frederikssund fra Bovieran, vil være helt perfekt til en by som Tune. Det rummer det fællesskab og muligheder for at støtte hinanden, som Tuneborgerne efterlyser, og som de kender til i forvejen. Jeg er sikker på, at det vil være muligt hurtigt at få solgt boligerne som andelsboliger, hvis de bliver til rådighed. Og hvis der var flere muligheder i Tune, er jeg også sikker på, at der kan bygges flere byggerier, som det vi så i Frederikssund, siger Marc Genning.
Politisk barriere fra Christiansborg
Han understreger, at det ikke er af ond vilje i Byrådet, at der ikke sker noget, men at man er nødt til at overvinde den barriere, som politikerne på Christiansborg har lagt ned over Tune i form af støjzonerne omkring lufthavnen:
– Det mest visionære ved byggeriet i Frederikssund var nok overdækningen, der jo ud over det dejlige klima også vil betyde, at der ikke vil være den støj, som støjzonerne skal sikre imod. Derfor håber jeg, at det vil være muligt, at man kan få regeringen til at give en dispensation, så Tune kan få sine seniorboliger, siger Marc Genning.
Parat til projektforslag
Direktør Lars Jacobsen siger til TunePosten, at det vil være muligt, hvis kommunen ønsker det, at man i Tune får et byggeri som det, man ser i Frederikssund, og som i øvrigt er på vej fem andre steder i landet.
– Hvis kommunen er indstillet på det, vil vi gerne arbejde på et projektforslag, så vi kan opføre et Bovieran, og gerne flere hvis der er behov for det. Der er 55 boliger i vores koncept, og de med to og tre værelser. Vi har fundet ud af, at der nok skal være lidt flere med tre værelser i de kommende byggerier, fordi det er der, efterspørgslen er størst. Der skal være lidt færre en 100 beboere i alt, da det gør det muligt, at folk lærer hinanden at kende. Vinterhaven er på cirka 1500 kvadratmeter og overdækket, Desuden er der fælleslokaler og muligheder for at sidde ned og snakke sammen og hygge sig, fortæller Lars Jacobsen.
Varmepumpeanlæg
Vinterhaven bliver i øvrigt opvarmet ved hjælp af et stort varmepumpeanlæg, og det kan gøres til en fornuftig pris.
Det første projekt i Frederikssund bliver færdigt til 1. maj og det næste projekt i Hedehusenes nye område ”Nærheden” og vil stå færdigt omkring 1. november.
Foruden Frederikssund og Hedehusene, der er solgt, er der boliger til salg i kommende projekter i Ishøj og Frederiksværk, ligesom der er Bovieran byggerier på vej i Solrød og Helsingør.