Tunes dyrlæge er i Nepal
Dyrlæge Signe Krogh og veterinærsygeplejerske Nadja Møller deltager i et gadehundeprojekt i Nepal i marts.
Foreningen ”Dyrlæger Uden Grænser” har indledt samarbejde med Kathmandu Animal Treatment Center (KAT) i Nepal, hvor dyrlægerne deltager i et gadehundeprojekt, der løber i tre uger i denne måned.
Signe har lovet TunePosten, at når hun og Nadja Møller kommer hjem til Tune igen, skal vi nok få en spændende beretning om turen, og hvad de har udrettet, men Signe har foreløbig sendt os en mail om, hvad det hele går ud på.
Hunde efterladt da ejerne døde
Efter det frygtelige jordskælv for fire år siden, er gadehundeproblemet i Nepal – og især Kathmandu – blevet værre, da mange mennesker døde og huse styrtede sammen. Der betød, at mange af de hunde, som havde haft en ejer, blev hjemløse gadehunde:_
– Det giver desværre problemer med rabies, hvor det typisk er børn, som bliver bidt og risikerer at dø af den sygdom. For at komme problemet til livs, er den eneste langvarige løsning at ”neutralisere” og vaccinere hundene i området, fortæller Sige Krogh.
Man har fundet frem til, at den mest effektive måde at begrænse antallet af gadehunde er ved at neutralisere cirka 75 procent af hundene i et område. De hunde vil så sørge for, at der ikke er “plads” til andre hunde i området, hverken fodermæssigt eller pladsmæssigt.

Hjælper ikke at aflive hundene
– Hvis man bare fjerner hundene fra området ved at aflive dem, giver man plads til cirka ”1,3 hund” mere. Det er observeret i de områder, hvor man systematisk har aflivet hunde gennem mange år. Der er bare blevet flere og flere hunde. Med dette projekt vil KAT komme langt dernede, og derfor har flere end 30 dyrlæger og veterinærsygeplejersker fra Danmark tilmeldt sig projektet. Deltagerne betaler selv deres udgifter, ligesom de bruger deres ferie, siger Tunes dyrlæge.
Hun understreger dog samtidig, at der er brug for hjælp til projektet, da der skal bruges udstyr, som blandt andet medicin og vacciner.
Du kan også hjælpe
Du kan hjælpe ved at indbetale et beløb til turen på https://fdug.dk/om-foreningen/kob-stot/
Sidst ”Dyrlæger Uden Grænser” var af sted, var det hos SoiDogFoundation i Phuket i 2016. Der deltog Signe Krogh også med flere ugers frivilligt arbejde.