Stop for udvikling af Tune Center
Forvaltningen på Greve Rådhus har indstillet til Plan- og Udvíklingsudvalget, at arbejdet med Tune Bymidtes fremtid stilles i bero.
Det er ikke kun et plejecenter, der er lagt på is af de helt vanvittige støjrestriktioner omkring Roskilde Lufthavn.
Også Tune Center er ramt, og det er så alvorligt, at Byrådet tager planerne om udvikling af centret – der ellers var en betingelse i forbindelse med udflytningen af Netto – af bordet.
Det er især manglende afklaring i forhold til en revideret Fingerplan, der volder problemer. I den nye Fingerplan 2019 holdes der fast ved de særlige støjrestriktioner i Tune, og dermed er mulighederne for fremtidig byudvikling i Tune begrænset – særligt i forhold til boliger.
Flere tvivlsspørgsmål
Plan- og Udviklingsudvalget har tilbage i august 2018 besluttet, at der skal holdes et borgermøde i Tune, hvor helhedsplanen for Tune Bymidte skal præsenteres og drøftes, inden udkastet behandles politisk og sendes i offentlig høring.
Det blev oprindelig besluttet, at et borgermøde om centrets fremtid skal holdes sammen med andre borgeraktiviteter i Tune – skolesammenlægning og nyt plejehjemsbyggeri. ’
– Borgeraktiviteter vedrørende skolesammenlægningen er på tiden under afklaring og plejehjemsbyggeriet er voldsomt udfordret grundet de begrænsede byudviklingsmuligheder i Tune efter vedtagelsen af Fingerplan 2019, skrives der i indstillingen til udvalget.
Ikke et samlet borgermøde
På den baggrund anbefaler administrationen, at der IKKE holdes et samlet borgermøde om de tre udviklingsaktiviteter på nuværende tidspunkt, og at arbejdet med helhedsplan for Tune Bymidte sættes i bero, indtil der eventuelt er en udvikling i støjrestriktionszonen.