Erhverv

Grotesk optræden af Greve Kommune

Greve Kommune har udstedt et notat omkring ”Vedligeholdelsesarbejde på kommunale ejendomme af lokale interessenter”. Direktør Michael H. Nielsen mener, at Greve vil outsource bygningsvedligeholdelse til frivillige og forældre

Af Dan Bjerring

Det pågældende notat omhandler vedligeholdelsesarbejde på de kommunale ejendomme, som må udføres af lokale interessenter, og det betyder, at eksempelvis forældre med børn i daginstitutioner kan udføre en række arbejder på kommunens ejendomme.
Det gælder eksempelvis ”Fejning af stier og gangarealer”, ”Græsslåning” ”Lugning af flisebelægninger”, hvor der ikke må bruges ukrudtsbrænder eller sprøjtemidler:

– Lugning foregår med stiv kost eller fugerenser og husk at fylde fugerne op med fugesand, lyder meldingen.

Vejledninger

Der findes også vejledninger i oprensning af tagnedløbsbrønde, maling af træskure, hegn og legeredskaber, renholdelse af arealer, opsamling af affald, indvendig maling af vægge, opsætning af tavler og knage samt opsætning af reoler.

– Med hensyn til forældres frivillige arbejdsdage på de kommunale ejendomme og hvis forældrene kommer til. Institutionens eget personale eller forældrebestyrelsen skal inviterer/opfordrer til arbejdsdagen:

– Medbragte børn er ikke omfattet af nogen som helst kommunal forsikring. Det er forældrenes eget ansvar, lyder den kyniske konklusion.

Verdens højeste skattetryk

Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, siger om Greve Kommunes fremgangsmåde til TunePosten, at ”det er jo grotesk”:

– Vi har verdens højeste skattetryk – og vel nok den mest udbyggede velfærd – og så vil Greve kommune til at pumpe deres budget op ved at overdrage vedligeholdelse af kommunens bygninger / institutioner til forældrene og andre frivillige. Den arbejdsdeling vi igennem mange år har opbygget i Danmark, udfordres – idet det arbejde, som kunne udføres af lokale virksomheder af faglært arbejdskraft med vedligeholdelse af kommunens bygninger, forsvinder, siger Michael H. Nielsen blandt andet.

Færre praktikpladser

Han peger videre på, at Greve Kommune med sin fremgangsmåde samtidig er med til, at der bliver færre praktikpladser til kommunens unge, eksempelvis inden for det grønne område, og byggeområdet:

– Hvor bliver praktikpladsen af til den unge, der vil være maler, den unge der gerne vil være anlægsgartner, den unge der vil være bygningssnedker? spørger han.

Samtidig peger Dans Byggeris direktør på, at en anden mulighed, som forsvinder, er ordinære servicejob for medborgere på kanten af job markedet:

– Den type opgaver, der tænkes overdraget til forældrene, kan fint udføres af borger, der skal jobtrænes og introduceres til ordinær beskæftigelse. Denne mulighed forpasses når forældrene tager over, siger Michael H. Nielsen videre.

Vi bliver alle fattigere

Herudover finder han, det er grotesk, at forældrene – der ifølge diverse undersøgelser har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen og få tid til at være sammen med familien – nu skal til at agerer håndværkere for kommunen i deres fritid:

– Var det ikke bedre, at de var sammen med deres børn og familie? Det er simpelthen en misforståelse og forkert arbejdsdeling i vores samfund, som Greve Kommune lægger op til i et forsøg på at få velfærdssamfundet til at køre længere på literen – ved at outsource kommunens bygningsvedligeholdelse til frivillige og forældre. Vi bliver alle sammen fattigere, når vi ikke udnytter den naturlige arbejdsdeling, der er en grundsten for vores samfund, slutter Michael H. Nielsen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *