Tunes foreninger går sammen om 4. maj markering
4. maj i år er det 75 år siden, at Danmark – bortset fra Bornholm – blev befriet fra fem års tysk besættelse. Tunes største foreninger og Tune Kirke vil markere aftenen med ALSANG
Den første spæde modstand under den tyske besættelse 1940-45 var en markering af sammenholdet i befolkningen og blev ikke mindst udtrykt ved de store Alsang-stævner, hvor danskere i tusindvis mødtes for at synge fra den danske sangskat.
Når de sang med på ”frø af ugræs er føget over hegnet” fra sønderjydernes ”nationalsang” – Det haver så nyligen regnet – var ingen i tvivl om, hvem ordene var rettet mod. Heller ikke i sangen ”De binder os på mund og hånd”.
Befrielsesbudskabet
Tune Kirke, Tune-IF, Tune Pensionistforening, Lions, Tune Lokalrådsforening, Tunespejderne og TunePosten er blevet enige om at gå sammen om at arrangere Alsang den 4. maj om aftenen. Sted og program bliver fastlagt på et møde i begyndelsen af marts, men vi bliver ikke alene.
Landet over arrangeres der netop denne aften Alsang for at markere befrielsen.
TunePosten opfordrer Tuneborgere i ALLE aldre til allerede nu at afsætte den 4. maj om aftenen, og mon ikke vi skal høre befrielsesbudskabet, som det lød cirka 20.30 den forårsaften, da de fem forbandede år sluttede.