Tune

Vandværkets bestyrelse skal stå til regnskab for honorarer på 100.000 kroner

TunePosten påpegede sidste år, at vandværksbestyrelsen uden demokratisk debat har sikret sig 100.000 kroner i honorarer. Generalforsamling tirsdag d. 24. marts 2020 kl. 19.00 i Tune Menighedscenter

I forbindelse med sidste års generalforsamling kom det frem, at bestyrelsen i budgetforslaget havde indarbejdet honorarer til hvert enkelt bestyrelsesmedlem uden at annoncere det på forhånd.

Det blev præsenteret som en del af formandens beretning og blev så af de ganske få fremmødte vedtaget som en del af budgettet. Havde de forkastet bestyrelseshonorarerne, havde det altså været en forkastelse af hele budgettet.

 

Forslag om åbenhed

Det fremgik IKKE dengang af indkaldelsen til generalforsamlingen, at bestyrelsen ville have honorar for deres arbejde – i alt 100.000 kroner – og det fremgår heller ikke af dette års indkaldelse til generalforsamlingen, at der er stillet et forslag fra et medlem om, at

”Hvis bestyrelsesmedlemmer for Tune Vandværk skal oppebære honorar, kan dette KUN ske efter vedtagelse som SELVSTÆNDIGT punkt på Generalforsamlingens dagsorden. Eventuelle honorarer skal fremgå af dagsordenen”

Derimod er der i indkaldelsen, der fremgår af en annonce i næste nummer af TunePosten præsenteret et forslag fra bestyrelsen selv om at “Tune Vandværk træder ud af Vandsektorlovens økonomiske regulering”.

Ingen demokratisk debat

TunePosten pegede sidste år på, at der ikke havde været en reel demokratisk debat, om bestyrelsen i vandværket – i modsætning til de andre foreninger i Tune, der arbejder som frivillige – skulle have honorar for deres arbejde i bestyrelsen, og på den baggrund stillede avisen et¨n række spørgsmål til bestyrelsen, som den svarede på:

Fremgik det af indkaldelsen til generalforsamling 2019, at bestyrelsen ville indføre bestyrelseshonorar på 100.000 kroner?

Svar:

– Bestyrelsen har efter velovervejede behandling på bestyrelsesmøder besluttet at fremsætte forslag til bestyrelseshonorar til budgettet, som vedtages på generalforsamlingen…

Burde det ikke af indkaldelsen til generalforsamlingen være fremgået, at bestyrelsen ville ændre en klar praksis og indføre betaling til medlemmerne?

Svar:

– Vi har ikke ændret en klar praksis. Alle vandværker har honoreret bestyrelse medlemmer i større eller mindre grad. TVV har altid haft honorar til visse medlemmer af bestyrelsen. Vi satte det delvis på standby for nogle få år siden (delvis betyder, at alle fik cirka 4000 kroner årlig). Vi har valgt for klarhedens skyld, at det er et selvstændig punkt på budgettet – modsat næsten alle andre værker, hvor det er sat sammen med de øvrige administrationsomkostninger, så man ikke kan se, hvor meget og hvem modtagerne er

Hvornår er det FØRSTE gang er offentliggjort på hjemmesiden eller andre medier, at bestyrelsen ville indføre bestyrelseshonorar, eller fremgår det af et bestyrelsesreferat?

Svar

– Referater fra bestyrelses-møder ligger ikke på hjemmesiden, idet der kan være behandlet forbrugerfølsomme emner. Honoraret er blandt andet fastlagt efter input fra Danske Vandværkers vejledning. Desuden har en undersøgelse af honorar i tilsvarende vandværker med hensyn til antal forbrugere og forbrug, dannet grundlag for en fastsættelse af honorar…

 Honorarerne

Honorarerne på de i alt 100.000 kroner fordeles på følgende måde

Formand: Bjarne Frølund 35.000 kroner

Næstformand: Kim Velgaard 12.000 kroner

Kasserer: Finn Hansen 25.500 kroner

Medlem: Finn Kristiansen 9.500 kroner

Medlem: Jens Kaas Sloth 9.500 kroner

Suppleant: John Sjølander 4.000 kroner

Suppleant: Lennart Frølund 4.000 kroner

Efterlyser fortsat svar

TunePosten efterlyser fortsat svar på, hvoraf det i vedtægterne fremgår, at bestyrelsen kan oppebære de nævnte honorarer. TunbePosten har dog fået nedenstående supplerende oplysninger:

– I forbindelse med din forespørgsel vedrørende honorar til bestyrelsen og suppleanter i Tune Vandværk følger bestyrelsen retningslinierne fra Dansk Vandværker omhandlende honorar for bestyrelsen.

Tune vandværk er en professional virksomhed og drives som sådan. Herudover er bestyrelsens mandat fastsat via vedtægterne og mandat givet af generalforsamlingen.

Bestyrelsen har bragt udskilt honorar i budgettet på seneste generalforsamling, men beløbet vil normalt være en del af administrationsomkostningerne, også her jævnfør Danske Vandværkers anbefaling.

Skulle du have yderligere spørgsmål vedrørende driften af Tune Vandværk bedes de stilles til generalforsamlingen i 2020

 

Ikke honorar i Reerslev

Det er dog ikke alle vandværksbestyrelser, der modtager honorarer. Man behøver ikke gå så ”langt over åen efter vand”, før man fra Reerslev Vandværk kan få oplysninger om, at der oppebærer bestyrelsen ikke honorarer.

Som TunePosten tidligere har oplyst, modtager medlemmerne af bestyrelsen i Tune Brugsforening, der har ansvaret for en mange gange større ”virksomhed”, IKKE honorar, men yder en frivillig indsats til gavn for fællesskabet.

Det gælder i øvrigt også for bestyrelsesarbejdet i Tune Kabelnet.