Tune

Tag din gamle strikketrøje med på museet

En god strikketrøje af uld kan sagtens holde i 20-30 år. Men nu om dage ender en godt slidt trøje ofte sine dage i skabet eller i skraldespanden. Men nu kan du give det gamle uld nyt liv. Den gamle slidte sweater kan for eksempel blive til et par fine nye uldhandsker.

Pengene var små og livet handlede om det praktiske. Sådan så det ud i gamle dage, hvor en strikket uldtrøje havde en mere praktisk betydning end i dag, hvor moden og tilstanden af et stykke tøj dikterer langt mere, hvor lang tid vi bruger tingene. Men nu kan du lære at bruge det aflagte uld, hvis du møder op på Greve Museum.

 

En ulden affære

I forbindelse med udstillingen “En ulden affære”, hvor du kan høre om fårets kulturhistoriske betydning og om de mange produkter, der kommer fra fåret, får du mulighed for at genbruge din gamle slidte strikketrøje.

 

Tag trøjen med på museum

Onsdag den 12. februar klokken 16.30-19.30 inviterer Greve Museum til uldværksted, hvor tekstilformidler Trine Reffstrup giver en hånd med.

Her han du redesigne en gammel sweater og få glæde af den på igen. Du kan for eksempel lære at lave vanter og huer af en filtet uldtrøje, når der sættes liv i de gamle klude.

Værkstedet er både for børn og voksne. Det koster 80 kroner at deltage og kræver tilmelding.

 

Kun rent uld kan bruges

Trine Reffstrup har selv gamle filtede sweatre med. Men du kan også selv medbringe egen uldtrøje, som du har vasket ved så høj temperatur, at den er krympet lidt, og garnet er blevet valket. Valkning betyder, at man vasker uld ved høje temperaturer på op til 60 grader, så den filter. Brug kun trøjer af 100% rent uld. Et godt trick er at smide et håndklæde eller tre tennisbolde med i vaskemaskinen.