Historiens vingesus – kampen om Slesvig

Denne artikel har faktisk IKKE noget med Tune at gøre.

Og måske alligevel, for i Nørregade finder vi en “Genforeningssten” rejst i 1920 som minde om den genforening med Nordslesvig – Sønderjylland – som vi fejrer i år. Og i Tune Kirke er der mindetavler for faldne Tuneborgere fra De Slesviske Krige

Derfor bringer TunePosten denne artikel for historiske nørder.

Det er et lille hæfte udgivet i 1945 kort efter befrielsen, hvor der i Danmark var stærke kræfter for også at hente den sidste del af Slesvig tilbage og dermed genoprette den mere end 1000-årige grænse mod Tyskland ved Ejderen og Dannevirke

Hæftet hedder SLESVIG FRIT!, fandt jeg i min farfars arkiver, og hvem der har skrevet det, vil jeg overlade til læseren om at blive overrasket over, hvis vedkommende kan huske, hvad der skete i Det Konservative Folkeparti i begyndelsen af 1970’erne.

Men her er teksten altså i fuld længde. Bemærk den er skrevet med den tids retstavning, da “å” ikke var en del af alfabetet, og alle navneord blev skrevet med stort forbogstav:

SLESVIG FRIT!

MENNESKELIGHED OG RETFÆRDIGHED er de Idealer, der har baaret den danske Frihedskamp. Vi har følt det som vor Pligt af al Evne at bekæmpe Besættelsesmagtens Uret og Vold, netop fordi vi ønskede at sikre vort Folk en fri Tilværelse paa nordisk Retsopfattelses Grund.
Disse Idealer maa vi – koste hvad det vil – bygge paa ogsaa i Efterkrigstidens Danmark. Vi vil aldrig tage Uret og Vold i vor Tjeneste, det staar fast, men vi vil heller ikke taale, at Retfærdighed og Menne­skelighed nægtes en eneste af vore Landsmænd, det staar lige saa fast.

Disse Synspunkter maa ogsaa gælde vort Folks Stilling til Grænse­landet og dets Fremtidsproblemer. Vi kan ikke forsvare, at danske Landsmænd Aar ud og Aar ind lider for deres Danskheds Skyld.

Dette har været tilfældet i Sydslesvig.

Tyske Metoder

Enhver ved, med hvilke Midler Nazityskland søgte at »overbevise« Folk, der ikke bøjede sig ydmygt for dets Meninger. Disse Midler og Metoder er i rigt Maal blevet bragt i Anvendelse over for den danske Folkegruppe i Sydslesvig. Koncentrationslejre og Fængsler er blevet brugt, Tvangsfor­flytninger af dansksindede Arbejdere væk fra Grænselandet Syd paa i Tyskland, Husundersøgelser og idelige Forbud, ikke mindst over for, den danske Presse. Et voldsomt økono­misk Pres i Form af Boycot og Nægtelse af sociale Rettig­heder er sat ind, og med alle Slags Trusler har man søgt at presse Børnene ud af de danske Skoler og deres Forældre ud af de danske Foreninger, og samtidig hermed har man med langvarig Arbejds- og Militærtjeneste søgt at sætte ek­stra Pres paa Germaniseringsbestræbelserne.

Det var ikke Menneskelighed og Retfærdighed, der prægede den dansk-ty­ske Grænsekamp i Sydslesvig, men Naziregimets mest brutale og hensynsløse Forsøg paa at kue alt dansk Virke i denne gamle danske Landsdel.

Skulde en og anden Dansk tidligere have ment, at For­holdene for de Danske i Sydslesvig nok ikke var helt saa uretfærdige og utaalelige, som man gerne vilde give det Ud­seende af, saa burde fem Aars Besættelse have givet os en Anskuelsesundervisning i ”Stortysklands” Metoder, som ikke glemmes saa hurtigt.

Men det var ikke blot Hitler-Tyskland, der gjorde alt for at forfølge Danskheden. Det var ogsaa det andet saakaldte ”demokratiske” Tyskland.

Lad nogle enkelte Eksempler blot antyde Forholdene.

Da Nordslesvig i 1920 var kommet tilbage til Danmark, gav Danmark straks de Tyske i Nord­slesvig de mest vidtgaaende Mindretalsrettigheder, men Tysk­land kunde ikke bekvemme sig til at gøre det samme for de Danske i Sydslesvig. Først i 1925 lykkedes det endelig at faa en Skoleordning halet i Land. Forinden havde man ved Arrestationer, Husundersøgelser og Forbud mod Dele af den danske Presse søgt at lamme den danske Bevægelse, der efter Verdenskrigens Afslutning havde været i støt og sikker Vækst.

Gaar man længere tilbage i Tiden, vil man stadig se disse tyske Metoder bragt i Anvendelse.
Stadig forsøger man at lægge alt dansk Arbejde, de største Hindringer i Vejen.
Helt fra. den tyske Erobring af Slesvig i 1864 og frem til i Dag har Sydslesvigs Danske set deres simpleste Rettigheder traadt under Fode, Oplysningsarbejdet om Landsdelens danske For­tid næsten umuliggjort og saa fremdeles.

”Herrefolket” har aldrig kunnet skjule sit sande Ansigt.

Danskheden maa have Garantier

Det er Danmarks Pligt af al Magt og Evne at søge skabt en Sikkerhed for vore Landsmænd Syd for Grænsen imod nye tyske Overgreb og Undertrykkelser, saa meget desto mere som Danskerne i Sydslesvig, saafremt de efterlades i Frem­tidens Tyskland, formentlig (foruden Nordfriserne) vilde bli­ve det eneste Mindretal indenfor det tyske Rige.
Men ingen tror længere paa tyske Garantier. Hvor Tyskerne har Magt, der vil de misbruge den overfor anderledes tænkende. Hvis vi ikke søger at fratage dem Magt til paa ny at undertrykke vore Landsmænd, vil vi have svigtet den Pligt, som de dan­ske Sydslesvigeres Troskab har paalagt os.
Den danske Frihedskamp har villet sikre Retten til demo­kratiske og menneskeværdige Kaar for alle danske Lands­mænd. Men disse Kaar vil aldrig blive danske Sydslesvigere til Del under tysk Styre. Skal de sikres Retten til taalelige Tilstande i deres gamle danske Hjemstavn, skal Danskheden have fair Chancer for at løse sine store, folkelige Opgaver i Sydslesvig, maa Konsekvensen blive

SYDSLESVIG VÆK FRA TYSKLAND!

Dette Standpunkt, SYDSLESVIG VÆK FRA TYSKLAND, er det første og afgørende. Kan vort Folk blot blive enigt saa langt, — og det tyder meget paa, det kan, — saa skulde Resten af Problemerne med Smidighed fra alle Sider kunne løses i den Sammenholdets Aand, der har præget Besættelsestidens Danmark.

Man kan tænke sig flere forskellige Ordninger af Sydsles­vigs Forhold, naar først Landsdelen er fjernet fra det tyske Herredømme, men i Øjeblikket gælder det blot om at samle det danske Folk i Kravet om, at Sydslesvig frigøres for tysk Overhøjhed.

Sydslesvig skal udrenses

Man maa selvsagt tage videst muligt Hensyn til den Ord­ning, som den sydslesvigske Befolkning selv foretrækker. Der­til kommer, at Landsdelens egen Befolkning naturligvis maa have frie Hænder til at skille sig af med de Personer, der er uønskede af flere forskellige Grunde.

Ikke blot i de okkuperede Lande, men ogsaa inden for selve det hidtidige, tyske Statsomraade har Gestapo terrori­seret. Det vil være et stærkt Krav fra Sydslesvigerne selv, at alle disse Krigsforbrydere fjernes fra Landsdelen, alt hvad Nazismens er eller rettere var, Medlemmer, Ledere og Parti­funktionærer og ikke mindst hele den Embedsstand, der har ført en stor Del af Nazistyrets »Velsignelser« ud i Livet. Disse Personer, der tælles i 10.000’er i Sydslesvig, svarer nøjagtigt til den nazigrebne og urostiftende Del af det tyske Mindretal i Nordslesvig, som alle Danske maa være enige om at kræve fjernet.

Men hertil kommer, at alle, der er født paa tysk Grund — altsaa Syd for Landsdelens gamle Grænse, Ejderen — na­turligvis ogsaa maa vende ”heim in’s Reich”. Den Omstæn­dighed, at Tyskerne i den med Vold røvede Landsdel har søgt at skaffe sig de flest mulige Tilhængere ved at flytte flest mulige Tyskere dertil, skal ikke komme dem til gode.
Alle disse Preussernaturer maa væk, de har ingen Hjemstavnsret i Slesvig. De har hidtil kun været der i Kraft af den stærkeres ”Ret”.
Denne meget betydelige Udrensning i Sydslesvig er et over­ordentlig væsentligt Led i hele Arbejdet paa at skabe retfær­dige og forsvarlige Forhold i Grænselandet.

Danmarks Sikkerhed

Det er muligt, ja, vel oven i købet sandsynligt, at visse Rø­ster vil hæve sig for at paastaa, at Sydslesvigs Fjernelse fra Tyskland og fornyede Tilknytning til Danmark vil være en Fare for Danmarks fremtidige Sikkerhed.
De Mennesker, der har denne Opfattelse, har intet forstaaet af den Verden, vi lever i. Man skulde dog ellers tro, at den Omstændighed, at Danmark blev besat, udplyndret og mishandlet under denne Storkrig til Trods for sin yderst forsigtige og tilbageholdende Optræden i 1920, kunde aabne Øjnene paa selv de mest forblindede for den Kendsgerning, at Danmarks mangeaarige, underdanige Forsigtighed over for alt, hvad der paa nogen Maade kunde tænkes at saare det ømfindtlige Tyskland, afgørende har spillet Fallit.

Tysk­land handler i enhver given Situation nøjagtigt som dets egne mest egoistiske Interesser tilsiger det.

Og skulde enkelte, trods Læren fra 9. April, alligevel sta­dig mene, at det var en Fare for Danmarks Sikkerhed at saare Tyskerne, saa maatte dette Standpunkt ogsaa føre til, at vi undlader enhver Form for Strafforfølgelse og Udvisning over for det tyske Mindretal i Nordslesvig og over for alle. tyske og danske Krigsforbrydere.
For vær forvisset, om, at der ikke vil gaa mange Aar, før Tyskerne er i fuld Gang med at paastaa, at alle de Forbrydelser, de begik under vort Lands Besættelse, kun var idealistiske Menneskers livsnød­vendige Selvforsvar, og de Domme, der nu overgaar Krigs­forbrydere, vil blive betegnet som en Udfordring mod det uskyldige tyske Folk.

Medlidenhedskampagnen er jo alle­rede rejst. Vi vil bevare Retten til at handle retfærdigt, som vor Samvittighed byder os — uden Hensyn til tysk Medlidenhedspropaganda. Har man for øvrigt nogen Sinde været Vidne til et Tyskland, der ikke følte sig krænket af alt og alle?

Nej, Stillingen er i Dag en helt anden. Fra alle Sider er­kendes det, at Tyskland er Europas stadige, voldsomme Uro­stifter, og at det maa være en fælles, europæisk Interesse at hindre Tyskland i paany at rejse sig til Kampen om Ver­densherredømmet.

Europas Sikkerhed

Skal vi endelig drøfte Sikkerhedshensynet, maa det føre til, at vi, som alle Tysklands øvrige Naboer, maa paatage os den Opgave at omskole en Del af det hidtidige tyske Statsomraades Beboere til Demokrati, at svække Tysklands Mulig­hed for Magtudfoldelse.
Lægger man disse Synspunkter til Grund — og alt tyder paa, at disse Synspunkter vil blive de fremtrædende ved Fredskonferencen – hvad er da naturligere, end at Dan­mark som sit Bidrag til den internationale Sikkerhed og Or­den, til Fredens Bevarelse, paatager sig den Opgave at føre Sydslesvig tilbage til de menneskelige og demokratiske Vilkaar, der raader i Norden.
Den Tid er forbi, da det var god Tone at tale om Danmarks fuldstændige Betydningsløshed i Forholdet Staterne imellem.
Takket være den danske Frihedsbevægelses mandige Ind­sats maa alle erkende, at Danmark har kunnet lægge sit Lod i Vægtskaalen i Kampen mod Nazityskland. Vi vil ogsaa vise, at vi kan yde vort Bidrag til Fredens Sikring – Sydslesvig kan blive vort Bidrag.

Hvis Kieler-Kanalen internationaliseres, hvad ingenlunde er usandsynligt, vil vor Opgave i det mellemfolkelige Arbejde ligge endnu mere klar.
Et Tyskland Nord og Syd for Kana­len vil være en Utænkelighed, ”Korridors-Ordninger” skaber man ikke een Gang til, og Sydslesvig maa derfor i en saadan Situation under alle Omstændigheder væk fra Tyskland.
Vi vil herved opnaa den Fordel ikke længere at have direkte Berøring med tysk Statsomraade.

Det kan nytte!

Men hvis Opgaven nu bliver os betroet, hvis Sydslesvig frigøres fra Tyskland og under en eller anden Form knyttes til Danmark, kan vi saa – nationalt set – magte Opgaven, eller forløfter vi os paa denne Sag?

Først maa det i Almindelighed siges, at Frihedskampen har trængt de sørgeligt berømte, danske Mindreværdskom­plekser tilbage og givet os den sunde Selvtillid, der er en afgjort Nødvendighed for et livskraftigt Folk.
Vi har ikke blot vundet Selvtillid, vi har ogsaa faaet yderligere styrket den Realitetssans, der er lige saa nødvendig som Selvtillid, og hvis Mangel er lige saa farlig som Mindreværdskomplekser.

Dertil kommer, at vi nu har Erfaringerne fra Arbejdet med Nordslesvigs Genforening at bygge paa, og nu da vi har klaret Problemerne der, især naar de Dele af det tyske Mindretal, der har forbrudt sig, er fjernet, kan vi sætte al vor nationale Styrke og al vort Arbejde ind i Sydslesvig.
Flensborg, for at tage Landsdelens store Bysamfund, vil
vi genvinde folkeligt for Danmark paa samme Maade, som det til Eksempel lykkedes i Tønder efter 1920.

Tønder havde ved, Afstemningen i 1920 23 procent Danskhed (Flensborg havde mere, nemlig 25 procent), og i Byen havde der ikke før 1920 været gjort det samme systematiske, danske Arbejde som i Flensborg, der ogsaa fra gammel Tid var langt nærmere knyttet til Kongeriget.

I Dag har Tønder By ikke 23, men 64 procent Danskhed og er i national Henseende i stadig og støt Fremgang.

Det samme kan gøres i Flensborg.

Naar de store Udrensninger har fundet Sted – og der­med de fleste Urostiftere og illoyale Elementer er fjernet – bliver der Mulighed for en betydelig, dansk Tilflytning til den i Forvejen tyndt befolkede Landsdel.
Tusinder af nye Landbohjem og vældige Beskæftigelsesopgaver vil give en Virkeplads for dansk Initiativ og Dygtighed.

Bliver Begyndelsen gjort — kommer Sydslesvig væk fra Tyskland — saa kan den danske Kulturkamp tage virkelig Form i den gamle, danske Landsdel.
I mange Aar har Lands­delens Befolkning kun mødt den tyske ”Kultur”. I to Ver­denskrige har den maattet bløde for ”Herrefolkets” ubæn­dige Higen mod Verdensherredømmet.
Denne Befolkning skal nu igen møde nordisk Kultur- og Menneskeopfattelse.
Vi har ikke Grund til at frygte et saadant Møde!

Vi vil paatage os den store, folkelige Opgave, vi vil paa­tage os vor Del af Arbejdet for den internationale Sikker­hed —

Samling om Sydslesvig maa være Maalet for alle, der vil være med til at løse de store nationale og folkelige Opgaver, der ligger for i den gamle, danske Landsdel i den kommende Tid.

Vi maa samles for at vise Sydslesvigerne, at vi helt og fuldt staar bag dem i deres Kamp for nordisk Kultur og Menneskeopfattelse.

Men vi maa samles ogsaa for overfor Regering og Rigs-
dag at vise, at store Dele af vort Folk ønsker, at der sikres
retfærdige og lige Vilkaar i den Grænsekamp, der hidtil alt
for stærkt har været præget af tyske Overgreb, Uretfærdighed og Vold.

Erik Haunstrup Clemmensen.

(RED. Senere formand for Det Konservative Folkeparti)