Tag til jazz i Tune Borgerhus
Fredag den 31. januar spiller The Spirit of New Orleans op til fest og fællessang i Tune Borgerhus.
The Spirit of New Orleans er i dag ét af de mest kendte og rutinerede orkestre i landet med en unik dynamisk og swingende stil, der rummer alle de ingredienser, der skal til for at gøre musikken levende. De dækker over stilarter som ragtime, blues, marcher, lovesongs, evergreens, egne kompositioner, gospel og spirituals af høj kvalitet.
Fællesskab og fællessang
Udover de musikalske kvaliteter, lægger orkesteret vægt på at skabe stemning gennem en god kontakt til publikum med musik og sang langt ud over scenekanten.
Orkesteret blev dannet i 1990 på initiativ af Preben Nissen. Baggrunden var at spille musik med dybe rødder i New Orleans-jazzen.
Kommer vidt omkring
The Spirit at New Orleans har med stor succes optrådt med internationale solister, ligesom de enkelte musikere har været solister i andre bands. Orkesteret har også flere gange gæstet Tune Borgerhus.
Men det er gennem årene også blevet til utallige turneer med hundredevis af koncerter rundt om i danske og udenlandske kirker, koncertsale, jazzklubber, jazzfestivaler, medvirken i radio og tv, ligesom de også har udgivet flere bånd og cd’er.
Jazz og flæsk
Arrangementet i Tune Borgerhus er fredag den 31. januar klokken 19. Billetter koster 150 kroner og er inklusive stegt flæsk med persillesovs samt kaffe og småkager.
Billetter kan købes hos Tune Slagteren eller i Tune Borgerhus, som kan kontaktes på telefon: 29649563 mellem klokken 10 og 11, samt torsdag mellem klokken 17-18. Dørene åbnes på aftenen klokken 18:30.