Tune

Regionsformand: Der graves grus tæt på byer for at udnytte ressourcerne bedst muligt

Først om et år ved Tuneborgerne, om der skal graves grus tæt ved byen til fare for både naboer, idrætspladsen og skolen

Formanden for Region Sjælland, socialdemokraten Heino Knudsen, oplyser i et svar til borgmester Pernille Beckmann om den potentielle grusgravsfare, at han ”har stor forståelse for den bekymring”, hun giver udtryk for på vegne af borgerne i Tune.

Han påpeger dog, at råstoffer, som sand og grus, er en svindende ressource, som det bliver stadig vanskeligere at finde:

– Samtidig er det også en stigende udfordring at kunne udpege nye graveområder, der ikke påvirker andre interesser. Det betyder, at der mange steder må graves tæt på byer og landsbyer for at udnytte ressourcerne bedst muligt, oplyser han.

Samfundets behov

Han giver altså ikke meget håb til borgerne i Tune, idet han fortsætter:

– Her står regionen med en svær afvejning mellem miljøhensyn, hensynet til naboer, kommunal planlægning – og samfundets behov for at få råstoffer til byggeri. Jeg vil gerne understrege, at regionen har stor opmærksomhed på at passe så godt på borgerne som overhovedet muligt. I øjeblikket arbejder min administration med forslag til eventuelle nye graveområder, skriver han videre.

Regionsformanden peger sidst, men ikke mindst, på, at forslag til nye graveområder, skal behandles af Regionsrådet til foråret, hvorefter forslaget kommer i offentlig høring med borgermøder, inden Regionsrådet træffer endelige beslutning om vedtagelse af en ny råstofplan i december 2020.