Nyheder

Overskudsvarer gives videre til trængende

Ved lukketid 23. december bliver en række butikkers overskydende julevarer delt ud til dem, der mangler.

For mange mennesker kan julen være en hård nød at knække, fordi der mangler penge i husholdningsbudgettet. På den anden side har mange butikker en masse varer i køledisken, som normalt ryger i skraldespanden, når butikkerne den 23. december lukker ned og de ansatte går hjem på juleferie.   I samarbejde med Stop Spild Lokalt (Greve) donerer en lang række butikker nu de overskydende julevarer til de, der er udfordret på økonomien.

MadOasen Greve

MadOasen i Gersagerparken i Greve deler fem dage om ugen indsamlet mad ud til både studerende, hjemløse, folk der er ramt af kontanthjælpsloftet eller andre, der ikke helt har penge nok. Samtidigt går en masse helt fine fødevarer ikke til spilde.

Det er også de frivillige bag netop MadOasen Greve og Stop Madspild Lokalt (Greve) der står bag den store juleuddeling om aftenen den 23. december i Gersagerparken 151 fra klokken 22.

Du kan finde mere information om initiativet i facebook-gruppen “Stop Madspild Lokalt (Greve)”.