Tid til at frostsikre bilen
Den første nattefrost er begyndt at røre på sig. Så hvis du ikke allerede har sikret din bil mod kulden, er det en god idé at få det gjort nu.
Hvis du ikke er forberedt på frostvejret, så er din bil nok heller ikke. Her følger et par råd til at undgå skader i vinterkulden.
Lås og lister skal smøres
Olie i låsen og silikone på gummilisterne. Intet er mere irriterende end at komme ud til en bil, hvor låsen, eller måske endda hele døren, er frosset fast. Der findes forskellige typer låseolie og også silikonebaserede produkter til dørenes gummilister, så du undgår at din bil fryser dig ude.
Startbatteriet kan drænes af kulden
Du sætter nøglen i tændingen og drejer. Men der kommer ikke så meget som et klik fra motoren.
I langt de fleste tilfælde er det fordi, frosten har været hård ved startbatteriet, som derfor kan blive hurtigere afladet eller helt bryde sammen, hvis det er af ældre dato. Sørg for at få tjekket om batteriet er i god form. Kører du for det meste kun korte ture, kan det måske være en idé at sætte et ladeapparat på bilen om natten.
Koncentreret sprinklervæske
Du fik forresten også skrabet isen af forruden og kom af sted. Men hvad med sprinklervæsken? Det er ret så irriterende – og farligt under kørslen – at trække i sprinklerarmen for kun at se forruden blive dækket af iskrystaller. I så fald har du måske stadig den fortyndede sprinklervæske på, som mange af os i sommerperioden vælger at hælde på for at spare lidt penge. Sprinklervæsken skal kunne tåle frostgraderne.
Frostsikker kølervæske
Ja, det er koldt. Men kølesystemet i din bil skal også fungere om vinteren. Væsken i kølesystemet skal kunne tåle frost ned til omkring minus 25 grader og derfor ikke indeholde for meget vand. Det kan være en lidt en kompliceret opgave at måle sig frem til koncentrationen af kølevæsken. Har du ikke selv styr på det, skal der måske en fagmand til her. Det kan hurtigt blive meget dyrt og resultere i omfattende skader på bilen, hvis kølesystemet ikke er frostsikret ordentligt.
Tænk over parkeringen
Ikke lige noget de fleste af os tænker over. Men det kan faktisk spare os for nogle minutter, hvis vi på frostklare dage først skal afsted, når solen er stået op. Her vil en parkering med forruden rettet mod øst i mange tilfælde betyde at solens første stråler allerede har fjernet isen fra forruden for dig.
Vinter betyder værktøj
Udover isskraber, en børste til sne og refleksveste, findes der også et (is?)hav af andre redskaber, som kan gøre vinterkørslen både nemmere og mere sikker. Såsom de-icer til at opløse is på ruderne, tæpper, startkabler, slæbetov og meget meget mere. Her er der i dén grad mulighed for at tømme tegnebogen og fylde bagagerummet. Men det kan måske alligevel være en god idé lige at tænke over, hvad du kan risikere at få brug for. Ligger der meget sne før en længere køretur, kan en lille sneskovl måske være god at have med. Skal du ud i mørket, er en lommelygte måske rar at have.
Altid en fuldt opladet telefon
Men som altid opfordrer myndighederne til, at vi i vinterkulden altid begynder turen med en fuldt opladet mobiltelefon, så det er muligt at ringe efter hjælp, hvis uheldet skulle være ude.
Har du husket det hele?
Hvert eneste år sker der ulykker i vintermørket på grund af slidte dæk eller manglende lys. Udover at holde øje med dækkenes mønster er det en god idé hver morgen at se, om alle lygter på bilen virker som de skal.