Nyheder

Kommunen kan nu bestemme, hvor børnene skal starte i skole

Greve Kommune ændrer skoledistrikterne næste år, så der kommer flere elever i klasserne. Samtidigt vil kommunen ikke følge reglerne om at sende beslutningen til høring.

 

Greve Kommune vedtog i november 2019 budgettet for 2020 – 2023. Med det følger en justering af skoledistrikterne ved skolestart i 0. klasse næste år.

Hensigten er, at der skal gå minimum 22 elever i hver klasse i og op til 25.

Mens kommunen på samme tid går udenom reglerne om det frie skolevalg, bliver beslutningen heller ikke sendt i høring, som loven foreskriver.

 

25 elever i hver klasse

Kommunen har indstillet, at mindst 22 elever – og op til 25 skal indskrives i hver 0. klasse næste år.

Det betyder, at eleverne skal fordeles jævnt ud på alle skoler i kommunen.

Dog vil afstanden til en eventuelt anden skole afgøre, hvilke elever der bliver omfattet af ændringerne i skoledistriktet. Elever med kortest afstand vil komme i betragtning først.

 

Senere besked om skolestart

I perioden mellem skoleindskrivningen i december og skolestart 1. august 2020 vil skoledistrikterne i Greve Kommune blive justeret for at tilpasse antallet af elever, så der i hver klasse ved skolestart som udgangspunkt er 25 elever. Folkeskolelovens maksimum er for øvrigt på 28 elever per klasse.

I praksis vil endelig besked om skolestart først blive givet forud for start i SFO 1. april.

Sammenlignet med den nuværende praksis kommer der altså både flere elever i klasserne og senere svar om skolestart.

 

Tune Skole undtages

Modsat andre skoler undtages Tune Skole for ændringerne i skoledistriktet.

For andre skoler i Greve Kommune gælder således, at der bliver to skoledistrikter i perioden fra skoleindskrivningens start og frem til skolestarten at forholde sig til.

Frem til afslutningen af perioden med skoleindskrivningen vil der til hver skole være ét skoledistrikt – ”grunddistriktet”.

I perioden mellem skoleindskrivningens afslutning og skolestarten vil disse skoledistrikter blive justeret, og der vil ved skolestart pr. 1. august være et justeret skoledistrikt til hver skole.

 

Det frie skolevalg.

I og med at der kommer flere elever i klasserne, vil antallet af pladser til rådighed for det frie skolevalg blive begrænset.

Forud for skoleåret 2019/2020 blev cirka 90 elever optaget på en skole i Greve Kommune efter det frie skolevalg – heraf 57 børn med søskende.

 

Ingen høring i skolebestyrelserne – som loven foreskriver

Det fremgår af noter til § 40 i folkeskoleloven, at Byrådet: så vidt muligt indhenter udtalelser fra de berørte skolebestyrelser ved ændringer af skoledistrikter ved optagelse til skolestart i 0. klasse.

Det skal dog bemærkes, at kommunen på grund af den stramme tidsplan ikke vil give mulighed for at gennemføre høringerne.

Skoleindskrivning og optagelse til skolestart har været drøftet på et møde i Skolerådet, lyder det fra Greve Kommune.