Færdselsuheld i Tune – Politiet søger vidner
Fredag klokken cirka 21.30 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til et færdselsuheld, hvor en cyklist var blevet påkørt af en bilist i krydset Nørregade / Tune Parkvej.
En yngre kvinde fra Tune var kørt på cykel ad Tunehøj frem til krydset ved Nørregade/Tune Parkvej. Cyklisten fortsatte ligeud mod Tune Parkvej og blev påkørt, da hun næsten havde passeret Nørregades udmunding i krydset.
En bilist var kørt ad Nørregade mod nord og standsede ved vigelinjen, men kørte pludselig frem og ramte cyklisten på dennes højre side. Cyklisten væltede, og bilisten tog kontakt, hvorefter de talte kortvarigt sammen.
På grund af chok fik cyklisten ikke sikret oplysninger om bilisten, der kort efter kørte fra stedet. Cyklisten blev efterfølgende undersøgt på skadestuen, hvor hun fik konstateret et brud på en finger og mindre alvorlige knubs som følge af påkørslen.
Politiet har nu optaget rapport om uheldet og forsøger at få identificeret bilisten, der kørte i en mindre grå personbil, hvis fører blev beskrevet som en cirka 70-årig kvinde.
Politiet i Køge hører gerne fra bilisten eller andre, der kunne have kendskab til hendes identitet og hendes bil. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.