NyhederTune

Konsekvenserne af Ring 5 Syd bliver yderligere belyst

Transportminister Benny Engelbrecht skriver i en kommentar til henvendelsen fra Tune Lokalråd, at det er blevet besluttet, at forundersøgelsen af den sydlige Ring 5 udvides i forhold til det oprindelige kommissorium fra foråret, ”så alternativerne bliver belyst mere omfangsrigt”.

Udvidelsen af undersøgelsen omfatter dels en mere grundig analyse af en udbygning af Rute 6 – en motorvej mellem Roskilde og Ringsted med en udbygning af Holbækmotorvejen til Roskilde – og alternative placeringer af tilslutninger til eksisterende veje:

– Desuden indarbejdes en vurdering af vejnettets opkobling på kollektive trafikale knudepunkter, herunder muligheden for større udnyttelse af samkørselspladser, ligesom analysen skal belyse det samlede trafikale billede i hovedstaden på kort og længere sigte, herunder effekterne ved at udbygge indfaldskorridorer og/eller ringforbindelser, skriver ministeren.

Overordnet vurdering

Han understreger, at der i den overordnede miljøvurdering af forslagene bliver set på påvirkningen af plan- og landskabsforhold, herunder eventuelle Natura-2000- og fredede områder, samt en overordnet vurdering af øvrige ”afværge- og erstatningsforanstaltninger”.

Der vil desuden blive foretaget en overordnet vurdering af både de støjmæssige påvirkninger og forslag til at minimere støjgener, og der vil i undersøgelsen blive set på klimaeffekterne af en sydlig Ring 5 og alternativerne, både i anlægsfasen og i den forventede trafikudvikling.

– På den måde skabes et opdateret grundlag med fordele, ulemper og konsekvenser ved de foreslåede projekter, mener Benny Engelbrecht.