Kæmpe spejderinvasion af Hedeland i 2022
Der bliver trængsel i Tune og omegn i sommeren 2022, når Spejdernes Lejr finder sted i Hedeland med op til 40.000 spejdere og mindst lige så mange gæster
På mandag bliver det på et pressemøde offentliggjort, at Spejdernes Lejr 2022 holdes i Hedeland.
Det sker efter at de tre kommuner, Greve, Høje Taastrup og Roskilde har besluttet hver at skyde fire millioner kroner i projektet, hvortil kommer tre millioner kroner fra I/S Hedeland.
Der er ikke tale om et egentlig driftstilskud til lejren, men de mange penge skal bruges på investeringer i ”infrastruktur” som eksempelvis vandledninger og toiletforhold, der også vil kunne anvendes, når lejren er slut.

Og så blive lejren et godt eksempel på, hvad der sker, når spejdere har anvendt et stort areal. De rydder nemlig op efter sig, så man kort tid efter ikke kan se, at de har været der.
Øjenåbner om Hedeland for mange mennesker
Der er ingen tvivl om, at den store begivenhed også bliver en øjenåbner for mange mennesker i hele hovedstadsområdet, der reelt intet aner om Hedelands eksistens og de mange muligheder, området byder på.
Søren Eisbo fra Tune, der selv er leder hos de grønne KFUM-spejdere i Karlslunde, er blandt de personer, der har arbejdet for at få den store begivenhed til Hedeland, og han siger til TunePosten:
– Det bliver fantastisk spændende på den måde at kunne præsentere spejderarbejdet ikke bare i vores lokale områder, men i hele hovedstadsområdet. Jeg er sikker på, at det bliver en begivenhed, der bliver husket i Tune mange år fremover, siger han til TunePosten.

TunePostens egen journalist fortæller
Det er endnu for tidligt at sige noget om programmet og hvordan lejren vil forløbe, men journalist ved TunePosten, Anders Holt, har selv tidligere som spejderleder prøvet at være til Spejdernes Lejr i Holstebro 2012, og fortæller:
– Som spejderleder oplevede jeg selv under Spejdernes Lejr 2012 i Holstebro, hvor omfattende – og i den grad omfavnende – et arrangement, der egentligt var tale om.
Det var ikke kun 38.000 spejdere samlet på ét sted for at bygge og drive Nordeuropas største spejderlejr. Der var også tale om et kæmpe samarbejde mellem lokale borgere, klubber, foreninger og erhvervsdrivende, hvor trafikselskaberne tog del i aktiviteterne og kørte spejdere i pendulfart frem og tilbage til hele områdets udbud af seværdigheder, museer og andre initiativer, siger Anders Holt.
En logistisk genistreg
Mens nogle var på museum, var andre på stranden med den lokale friluftsvejleder, på tur med skovfogeden eller ude på et lokalt værksted for at lære at arbejde med træ, metal eller smykker:
– Spejdernes Lejr er i den grad et arrangement, der – udover at være en logistisk genistreg omkring indkvartering, vandledning, kloakering og oprydning – både samler spejdere fra hele landet OG lokalområdet til gavn for alle. Når alt er ryddet op bagefter, er der ingen spor at se i græsset. Men en spejderlejr af denne størrelse sætter et kæmpe aftryk af oplevelser for både spejdere og lokale. Det er også af kæmpe reklameværdi for de lokale klubber, foreninger og firmaer, der deltager, slutter Anders Holt.