Tune

Konservativt pamperi i Park & Vej kan nu stoppes

Nu er det ”payback time” for venstrefløjen med De Konservative i spidsen. Enden for det kommunale Park & Vej nærmer sig

Da Den konservative borgmester Hans Barlach for snart otte år siden måtte overlade posten til Venstres Pernille Beckmann, var det allersidste han foretog sig – faktisk 31. december 2013 – at han underskrev en 8-årig kontrakt, der sikrede det kommunale Park & Vej en lang række opgaver i samarbejde med entreprenørkoncernen Arkil.

Inden da havde den konservative borgmester frem til 2010 blandt andet forsvaret, at der i forbindelse med kontrakter, som private virksomheder vandt over Park & Vej, blev indføjet klausuler om, at de pågældende virksomheder IKKE DE KOMMENDE TO ÅR MÅTTE BYDE på opgaver, hvor de konkurrerede med Park & Vej – indforstået, at Park og Vej kunne opretholde deres opgaver for kommunen uden reel konkurrenceudsættelse.

Konservative havde ansvaret

Hans Barlach, der som borgmester havde ansvaret for Park & Vej hævdede, at han ikke kendte til sagen, men i øvrigt var han af den opfattelse, at ”det ikke er så slemt, når det kun er den vindende, der får klausulen”.

Underforstået, at var man som virksomhed så dygtig, at man kunne gøre tingene bedre og billigere end Park & Vej, måtte man KUN udføre opgaver på et område i kommunen.

Bagholdsangreb aldrig glemt

Venstrefløjen i Byrådet med Socialdemokratiet i spidsen jublede over De Konservatives knæfald for offentlig produktion af serviceydelser, mens Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti var rasende, fordi der i Byrådet fra 1. januar 2014 var et stort flertal for IKKE at underskrive den pågældende kontrakt.

De Konservatives ideologiske bagholdsangreb over for de andre borgerlige partier er aldrig glemt og var en af grundene til det åbenlyse fjendskab, der i dag eksisterer i Greve Byråd, hvor De Konservative arbejder mere sammen med Enhedslisten og Socialdemokratiet, end med de andre borgerlige partier.

Nu er det slut

Men nu er de otte år ved at være slut, og på dagsordenen er udbud af Greve Kommunes kontrakter på drift af udearealer, kommunale veje og vintertjeneste.

Kontrakten udløber 30. juni 2023.

– Pleje og vedligehold af grønne områder og fritidsfaciliteter berører mange borgere og foreninger i kommunen, og det er vigtigt, at faciliteterne plejes og vedligeholdes således, at de understøtter de mange aktiviteter, der foregår rundt omkring i foreninger og i fritidslivet, hedder det i sagsfremstillingen fra forvaltningen.

Udbudsstrategien for det kommende udbud fremlægges til politisk behandling i Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet i maj/juni i år.