Forvaltningen på Greve Rådhus har igen sovet i timen
En TuneBorger har rettet henvendelse til borgmester Pernille Beckmann omkring den planlagte udkørsel fra en ny grusgrav på Roskildevej.
Den nævnte udkørsel, som TunePosten beskrev i sidste nyhedsbrev, er vejen til vinterrasserne, og borgmesteren bekræfter i et svar på henvendelsen, at kommunen har givet en overkørselstilladelse:
Tilladelsen blev givet i marts 2020, og jeg må indrømme, at det ikke er noget, jeg har kendt til. Som du ved, er jeg bestemt ikke tilhænger af flere råstofgrave i området, og jeg er helt med på, at vi skal undgå lastbiltrafik gennem Tune, skriver hun.
Meget skarpt sving
TuneBorgeren skriver blandt andet i brevet til borgmesteren, at det bør være fornuftigt, hvordan man anlægger ind- og udkørsel eller benytter eksisterende veje i området, så at det ikke generer flest mulige borgere:
– Det er tydeligt, at lastbilerne vil ende med at køre igennem den gamle del af Tune. Hvis man er lastbilschauffør og skal hente grus i det nye graveområde, finder man hurtigt ud af, at der er et meget skarpt sving, som skal vende lastbilen 315 grader i et sving til venstre, hvor man skal køre over modsatte vejbane med i forvejen dårlige oversigtsforhold… Det samme er gældende, når man skal ud fra området. Her vil man skulle lave en tilsvarende “vending” for at komme ud på og i retning af 217 (hovedvejen), lyder budskabet.
Ingen tvivl om vejen
Kommer man derimod som lastbilschauffør kørende fra Tune på Roskildevej og skal ind ad tilkørselsvejen ved Roskildevej 64 – lige i svinget – bliver det er lille blødt sving til højre uden at skulle over i modsatte vejbane og med fine oversigt forhold. Det samme er gældende, når man skal ud fra området:
– Der er derfor ingen tvivl om hvilken vej, lastbilchaufførerne vil vælge at køre.
Embedsmændene i Greve Kommune er altså med denne tilladelse ved at sende endnu flere tunge biler lastet med grus gennem Tune. Skal chaufføren efter pålæsning mod nord kører han gennem den gamle bydel og videre ud mod Stærkende. For at komme ud på vej 217, skal chaufføren efter pålæsning mod syd kører han formentlig ind i den gamle bydel og tager Tjærebyvej ud af Tune By for at komme ud på vej 6, fortsætter henvendelsen.
Følger GPS’en
TuneBorgeren nævner i samme forbindelse alle de tungt lastede gruslastbiler, som allerede kører igennem Tune, selvom man også ude i Øde Hastrup anbefaler, at man kører ud af til vej 6:
– Anbefalingerne overholdes ikke. Chaufførerne tager den hurtigste vej, og den vej GPS’en vejleder dem. Der må være alternative løsninger, som kan gennemføres uden at have så stor indflydelse på beboerne i området og på alle beboerne i Tune By, hedder det videre.

Aftale med ejeren af vejen
Ifølge borgmesteren har Nymølle G rusgrav begrundet ansøgningen med, at ”de har en aftale med ejeren af vejen, og at den også tidligere har været anvendt til transport med råstoffer”.
Ejeren af vejen er Hedeland I/S, hvor borgmesteren er medlem af bestyrelsen
– Administrationen har oplyst mig, at hvis kommunen skal give afslag på tilladelse til en overkørsel, skal der være nogle vejtekniske eller trafiksikkerhedsmæssige argumenter, der taler imod en overkørselstilladelse på netop dette sted. Det er der desværre ikke. Vejen har været anvendt før, der er fine oversigtsforhold til begge sider, trafikmængden taler ikke imod og vejens størrelse eller beskaffenhed taler heller ikke imod. Der kan desværre ikke argumenteres med, hvilken vej man tror en lastbilchauffør vil køre, forklarer Pernille Beckmann.
Grundig skiltning??
TunePosten må på den baggrund konstatere, at de pågældende embedsmænd i forvaltningen ikke aner, hvad de har sagt ja til.
Oversigtsforholdene er ringe, den udkørsel, som Nymølle Grusgrav hævder tidligere har været anvendt til udkørsel, eksisterer ikke i dag, da den er blokeret af store sten.

Ifølge borgmester Pernille Beckmann er ”udgangspunktet, at kommunen ikke kan nægte en tilladelse, når der ikke er faglige argumenter imod det ansøgte”.
– Hvad kan vi så gøre? Jeg har bedt administrationen om, at sikre, at der er grundigt skiltet om, at der er gennemkørsel forbudt for lastbiler. Jeg vil ligeledes sikre, at vi taler med politiet om, at vi gerne vil have en kontrol for, om lastbiler alligevel kører igennem Tune, lyder budskabet fra borgmesteren.
Spørgsmål til borgmesteren
TunePosten har fremsendt fotos til Pernille Beckmann, der tydeligt viser, at Nymølle Grusgrav ikke har talt sandt, når de begrunder ansøgningen med, at udkørslen tidligere er benyttet. Det er nemlig ikke den samme udkørsel, og påstanden om ”gode oversigtsforhold” passer heller ikke.

TunePosten har endnu ikke fået svar fra borgmesteren, men forventer at kunne bringe det i kommende nummer af avisen.