Byggemodning i Tune NØ afsluttet efter ni år
I 2011 blev det af Byrådet besluttet at igangsætte byggemodningen af Tune Nordøst til opførelse af henholdsvis rækkehuse og parcelhuse.
Da byggemodningen er sket etapevis, har hele projektet strakt sig ud over flere år, og det har derfor først været muligt at afslutte hele projektet i år.
Selve byggemodningen har bestået af afrømning af det eksisterende areal, jordarbejde, ledningsarbejde, afvandingsarbejde i forhold til brønde og wadier. Derudover er der anlagt veje med bump, fortov, overkørsler og belysning samtidig med, at de grønne fællesarealer er anlagt med beplantning og to legepladser.
De sidste tre år er der udført etableringspleje af de fælles grønne områder, så de kan overdrages til grundejerforeningen i ordentlig stand.
Projektet anses for endeligt afsluttet med udgangen af 2020, og anlægsregnskabet viser ifølge en indstilling til Byrådets Økonomiudvalg et mindre forbrug på 7.999 kroner.