Nyheder

Vindinge Rideklub får 7,5 millioner kroner

Rideklubben er reddet. Alternativet var en lukning. Men nu har byrådet i Roskilde fundet hele 7,5 millioner kroner til at bygge ny stald i Vindinge Rideklub.

Der var demonstration foran rådhuset. Byrådet lukkede også tidligere på året de kommende to års budget for kommunen uden at finde penge til den nedslidte gård, som i Vindinge udgør både rideskole og opstaldning af gårdens egne samt private heste. Men nu lykkedes det alligevel. Byrådet fandt på mødet den 25. november et større beløb til at redde klubben.

 

Ingen penge til Vindinge

De to andre klubber i kommunen fik penge. Men der var ingen til Vindinge. Det betød, at man risikerede en lukning, fordi stalden ikke længere lever op til nye regler om hestehold. Der udover er stalden ved at være godt slidt ned.

Men onsdag aften lykkedes det byrådet at finde pengene udenom det senest indgåede budget. En del af pengene er et overskud fra færdige projekter. En anden del kommer fra en udskydelse af byggeriet af nye fitnessaktiviteter i Vindinge.

 

Fandt 7,5 millioner kroner

– Det lykkedes endelig at få reddet Vindinge Rideklub, og det er jeg er meget glad for. Det havde nærmest ikke været til at bære, hvis vi var skyld i, at den måtte lukke, siger Claus Larsen (S), der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde.

Der afsættes nu rådighedsbeløb og gives anlægsbevilling på 7 millioner kroner i 2021 og 500.000 kroner i 2022.

De 4 millioner finansieres af Puljen til Kultur-, Fritids-, og Idrætsfaciliteter ved at droppe en større investering i foreningsfitness i Vindinge.