Tyveknægte på togt hos Bosch Car Service
Det ligner bestillingsarbejde, da tyve sent søndag aften den 18. oktober i tidsrummet 22.32 – 22.34 brød ind hos Bosch Car Service Industrihegnet 9 i Tune.
På kun tre minutter lykkedes det tyvene at bryde ind og fjerne fire 19 tommer Skodaalufælge med Pirellidæk til en samlet værdi af cirka 30.000 kroner.
Tyvene skaffede sig adgang via et vindue i den store værkstedsport og kom
ud via hoveddøren, der ifølge ejeren Bjørn G. Jørgensen blot er lukket med almindelig ”vridelås”, da det er en branddør og derfor skal sikre, at folk hurtigt kan komme ud. Det gælder altså også indbrudstyve.

Er der nogen, der eventuelt på nettet har set disse fælge til salg?
Må kende værkstedet
Tidspunktet for indbruddet kan ret nøjagtigt bestemmes, idet Bjørn Jørgensen selv observerede tyverialarmerne, efterhånden som de blev aktiveret, og var til stede efter få minutter, men altså ikke hurtigt nok til at pågribe tyvene.
Der findes desværre ikke videoovervågning, der kan identificere tyvene.
Han mener selv, at der må være tale om tyve, der kendte værkstedet ret godt, idet de målrettet er gået efter de pågældende alufælge og sandsynligvis vidste, hvor de kunne finde dem.
Bjørn Jørgensen håber derfor, at nogen eventuelt i Den Blå Avis eller på andre salgskanaler får øje på en salgsannonce med de pågældende alufælge og kontakter ham.