Vindinge Rideklub kæmper videre for overlevelse
Vindinge Rideklub er i den grad blevet halt, efter byrådet i Roskilde udsatte renoveringen af rideklubbens bygninger. Den manglende renovering betyder, at klubben ikke kan leve op til de nye regler om dyrehold, hvorfor klubben er lukningstruet.
En demonstration foran rådhuset i Roskilde og en underskriftindsamling var ikke nok til i sidste øjeblik at få byrådet til at finde pengene. Flere politikere – og dele af forvaltningen – har dog vist forståelse, hvorfor klubben allerede i den kommende uge skal til møde på rådhuset.
“Projekt ny stald”
Rideklubben kom ikke på anlægsbudgettet 2021, og får derfor ikke de ønskede 7,5 millioner kroner, der skal bruges for at bygge ny stald. Den nuværende er faldefærdig og har – efter de nyeste regler – for små hestebokse.
Rideklubben er blevet stillet i udsigt, at pengene måske kan findes i budgettet for 2023-24. I den mellemliggende periode er gården altså lukningstruet af både dårlig stand og ved ikke at leve op til regler om hestehold.
Mødes med politikerne
Vindinge Rideklub arbejder nu på at sikre staldens fremtid, både på kort og på lang sigt, og skriver ud til medlemmerne, at:
“Vi har arrangeret et møde allerede i næste uge (uge 43), hvor vi skal drøfte vores handlemuligheder. Både forvaltning og politikere har givet udtryk for velvilje. Vores stald skal selvfølgelig lovliggøres, ligesom alle de andre rideskoler i kommunen er blevet“, står der.
Beder alle om hjælp
Da stalden er i dårlig stand, beder bestyrelsen om hjælp til på kort sigt at få opgraderet blandt andet hesteboksene og tager derfor gerne imod råd eller praktisk hjælp fra medlemmer og folk udefra. Eller til hjælp til, hvordan der eventuelt kan findes penge andre steder til en hel eller delvis renovering.
Ekstraordinær generalforsamling
Vindinge Rideklub har nu indkaldt til ekstraordinær generalforsamling for klubbens medlemmer onsdag den 4. november, hvor også hvor gårdens stand og tilstand er på dagsordenen.

