Bach Gruppen med i nyt skandalebyggeri?
Bach-gruppen, der skal bygge boliger på cementgrunden på Lundevej løber ind i den ene skandale efter den anden. Senest i hjembyen Viborg.
Man må for nuværende og kommende TuneBorgere, der skal bo i det nye byggeri på cementgrunden, håbe, at både kommunen og andre holder alvorligt øje med forløbet af byggeriet og ikke mindst kvaliteten af den beton, der skal anvendes.
Som tidligere nævnt i TunePosten har den store entreprenørvirksomhed, Bach Gruppen, været anklaget for at fuske med betonen i et højhusbryggeri i København.
Nu tyder noget på, at der også er problemer med et andet entreprenørens byggeprojekter, efter at journalisterne i ”Operation X’s^ifølge TV2 MidtVest har fotograferet en nybygget parkeringskælder under et etagebyggeri med boliger i Viborg.
Ifølge MidtVest er der blandt andet revner i loftet, og ”14 ud 40 store betonsøjler er krakeleret i toppen”.
Flere byggesagkyndige giver over for tv-stationen udtryk for stor bekymring, og mener, at p-kælderen kræver en gennemgående renovering.
Forkert type beton
Hvis man ikke gør noget ved problemerne, risikerer man ifølge eksperterne i værste tilfælde, at det på et tidspunkt styrter sammen.
Der er rettet henvendelse til Viborg Kommune, som vil undersøge byggeriet nærmere og har bedt Bach Gruppen om en redegørelse, hvor entreprenøren skal svare på nogle tekniske spørgsmål og dokumentere, at alt er som det skal være.
Viborg Kommune købte ifølge TV Midt Vest i 2010 en parkeringskælder for 14½ millioner kroner, men en rapport fra en uafhængig aktør dokumenterede, at at p-kælderen havde “omfattende skader”.
Det fremgik af rapporten, at der er anvendt en forkert type beton, der blandt andet ikke er modstandsdygtig nok overfor vand. Der var revner i vægge, loft og ramper, tydelige støbefejl, og vandindtrængning flere steder.
Det kostede Viborg Kommune yderligere syv millioner kroner til udbedring af fejlene.
Projekt først færdigt næste år
Bach Gruppen oplyser over for Ekstrabladet, at billederne ”ikke dokumenterer andet end et byggeri, som endnu ikke er afsluttet og først forventes endelig færdigt i maj 2021”:
– Der er altså tale om et igangværende projekt, og dermed kan billederne på ingen måde bruges som dokumentation for byggeriets generelle kvalitet, svarer Bach Gruppen til Ekstrabladet.