Sensommerkoncert på Greve Museum
Greve Harmoniorkester spiller op søndag den 30. august klokken med musik og sommerstemning på Greve Museums hyggelige gårdsplads.
Da midsommerkoncerten i juni blev aflyst, inviterer Greve Museum og Greve Harmoniorkester i stedet til sensommerkoncert i museets gård. Dog bliver det uden solist denne gang. Koncerten, der begynder klokken 14, varer godt og vel én time.

Sommerkoncerten på Greve Museum er altid populær. På grund af corona er der i år begrænset antal pladser, så billetten skal bookes på forhånd.
Programmet er sammensat af musik i den lettere genre, hvor publikum kan glæde sig til smuk sommerlig musik af danske og udenlandske komponister.
Servering og vejrguder
Det vil være muligt at købe drikkevarer før og efter koncerten, men på grund af corona er der begrænset salg i museets café. Det er tilladt selv at medbringe egen mad og drikke og nyde det på museets udendørs arealer.
Vejrguderne er forhåbentlig på museets og musikernes side, men i tilfælde af regn vil det være nødvendigt at aflyse den udendørs koncert, da musikernes instrumenter ikke kan holde til det.
Ring eventuelt til museet på 43 40 40 36 efter klokken 13.00, hvis der er tvivl om, hvorvidt koncerten kan gennemføres.
Der er fri entré til koncerten, men da der er begrænset antal pladser, skal der i år bookes billet på forhånd på museets hjemmeside grevemuseum.dk.